| En 
                beskrivelse af udsmid, genudsætning, discard Jan. 2003     Efter fiskeriforhandlingerne i Bruxelles og 
              fastsættelsen af kvoterne for 2003, er diskussionen om udsmid 
              dukket op igen. Her følger en beskrivelse af dette fænomen som 
              tydeligvis er et stort problem i fiskeriet, såvel i det praktiske 
              som i det politiske og når det gælder fiskeriets image i 
              befolkningen. Udsmid, genudsætning eller discard dækker 
              over den samme handling, nemlig de fisk som fiskerne fanger, men 
              som ikke landes, men ”genudsættes” efter fangsten. At ”genudsætte” lyder umiddelbart som en 
              fornuftig handling, noget lig den lystfisker som varsomt tager den 
              lille torsk af krogen, for så at gøre alt for at få den genudsat i 
              levende live.  Der findes enkelte fiskeriformer hvor det kan 
              lade sig gøre, og for bestemte fiskearter, men det er en meget 
              lille gruppe af fiskere og det er kun et fåtal af fiskearter, som 
              kan tåle at komme på dækket for så efterfølgende at overleve en 
              genudsætning. Bundgarnsfiskeriet, som ikke må forveksles med alle 
              mulige former for garnfiskeri, men som udelukkende består af store 
              fælder, bure el. ruser, hvor man fanger fisken og hvor den sagtens 
              kan holde sig i live, har med undtagelse af sild og makrel en 
              meget høj overlevelsesrate, når fisken igen udsættes. I 
              bundgarnsfiskeriet som i andre fiskerier genudsættes fisken, enten 
              fordi den ikke holder mindstemålet eller fordi kvoterne er 
              opfiskede.  Af andre fiskerier kan det traditionelle 
              vodfiskeri efter rødspætter også foregå med en fornuftig 
              genudsætning. Men i stort set alt andet fiskeri, og her taler vi 
              så om mere end 90 % af fiskeriet, vil langt hovedparten af den 
              fisk som genudsættes ikke overleve. Dette er der almindelig 
              enighed om.  Hvor stort udsmidet så er i de enkelte 
              fiskerier og farvandsområder er der derimod stor uenighed om. Der 
              findes et utal af rapporter som forsøger at dokumentere, hvor 
              stort udsmidet er og de skal sikkert alle tages med et gran salt. 
              To af de mest citerede siger henholdsvis, at udsmidet i Nordsøen 
              er 500.000 tons, og at for hver kg søtunge bomtrawlerne fanger 
              udsmider de 13 kg anden fisk og bunddyr.  Denne fremstilling vil ikke forsøge at lege 
              med disse tal, men derimod skal jeg forsøge at beskrive udsmidets 
              karakter, dvs. årsager til udsmid og hvad der kan gøres for at få 
              nedbragt udsmidet. Det økonomisk bestemte udsmid Det er helt åbenbart at politikerne og 
              befolkningen bliver meget opbragte, når de hører at fiskerne 
              udsmider god spisefisk, for blot at tjene penge. Og det er da 
              sådanne sager der finder frem til avisernes forsider. Denne form 
              for udsmid kalder jeg ”det økonomisk bestemte udsmid”, på 
              engelsk kaldes det også at high-grade.    Før vi studerer den sag nærmere, er det 
              vigtigt at få understreget, at den form for udsmid udgør en 
              forholdsvis lille del af de samlede udsmid, målt i tons. Dette 
              udsmid har i mange år været ret udbredt inden for fiskeriet efter 
              makrel og sild – i Norge siger man nu at det ikke er så udbredt 
              længere. Denne form foregår ved at fiskerne har fanget en stime 
              sild el. makrel (som jo er stimefisk og derfor også fanges i not 
              og trawl i relativt store mængder af gangen). Efter fangsten viser 
              det sig at størrelsen på fisken hører til i en kategori, som giver 
              en forholdsvis lille afregning. Og da fiskeriet er begrænset ved 
              at de enkelte fartøjer har en kvote eller en ration, så vil 
              fiskerne være fristet til at lade fangsten blive i havet, for så 
              at forsøge at fange de større fisk.  De sild eller makrel som udsmides dør, og 
              denne form for økonomisk udsmid opdages ved, at dette ”bjerg” af 
              fisk på havbunden (måske 500 tons) bliver opdaget af de som holder 
              øje med olierørledningerne i Nordsøen. Der er også en historie fra 
              Den Engelske Kanal sidste år, hvor en mindre trawler var ved at 
              kæntre, da han fangede et sådant bjerg af døde fisk. Denne form for udsmid er som nævnt velkendt. 
              I Norge er det ulovligt, men i Danmark blev det først ulovligt 
              sidste år, med et udsmidsforbud som forbyder udsmidning af fisk, 
              som kan landes lovligt, dvs. fisk som holder mindstemålet og som 
              ligger indenfor den ration eller kvote som fartøjerne fisker 
              under. Et andet og kendt økonomisk udsmid er udsmidet af de mindre 
              sorteringer inden for mørksej, hvilling og kuller. Det har været 
              en almindelig praksis i mange år og her fører Skotland med et 
              dokumenteret stort udsmid af hvilling og små kuller. Nu er der så sat fokus på udsmidet af de 
              mindre men salgbare torsk. Torsk er opdelt i 5 sorteringer med 5 
              og 4 som de små. Under mere normale kvoteforhold, landes der 
              procentvis flere af de mindre sorteringer end af de større. I 
              starten af 90’erne var der en overgang, hvor de små torsk udgjorde 
              75 % af de samlede landinger af torsk, sådan er det ikke længere 
              og årsagen er såre enkel: kvoterne på torsk er blevet så små, at 
              fiskerne ikke ser anden udvej, end kun at lande de dyre 
              sorteringer.  Og det er en sådan praksis der får de 
              ansvarlige for dansk fiskeri op af stolen. ”Det er vanvittigt, men 
              jeg forstår fiskerne” siger fiskernes formand Bent Rulle. 
              ”Fiskerne saver den gren over de selv sidder på” siger 
              fødevareministeren og tilføjer ”med en sådan praksis udhuler 
              fiskerne vores forsøg på at få genopbygget torskebestanden”. 
              Fiskeindustriens formand siger ”Noget rent ud sagt forbandet 
              svineri, fiskerne fortsætter med at save det træ over de sidder 
              i”.  Og til det siger de fiskere som bruger den 
              praksis ”jeg er ked af det og jeg beklager det også, men jeg har 
              ikke noget valg”. Før jeg skal fælde dommen over de som har 
              ansvaret for dansk fiskeri, skal jeg bede om at man læser det 
              følgende. Det kvotebestemte udsmid Som nævnt udgør det økonomisk bestemte udsmid 
              en lille del af det samlede udsmid. Det næststørste udsmid kalder 
              jeg ”det kvotebestemte udsmid”. Det er helt sikkert det 
              udsmid som fiskerne har det dårligst med, men som ophavsmændene, 
              politikerne og myndighederne, kun meget sjældent taler om. 
              Mængderne i det kvotebestemte udsmid er helt afhængige af den 
              fiskerikontrol som myndighederne sætter i værk, udsmidet vokser 
              simpelthen med kontrollen.  Selvfølgelig kan det ikke udelukkes at 
              kontrollen også forhindrer et kvotebestemt udsmid, ved at en 
              omfattende kontrol vil afholde fiskerne fra at gå på havet, men 
              det ligger i så fald i småtingsafdelingen.  De fiskere, som ikke bliver ophugget, tager 
              på havet og de fisker. Og dermed fanger de også fisk som ikke må 
              landes, fordi kvoterne er opfiskede. Og det gør de fordi meget af 
              fiskeriet er et blandet fiskeri, hvor man fanger flere forskellige 
              arter i det samme redskab. Til illustration bruger jeg en af de første 
              ulovlige landinger af industrifisk i år, landinger hvor målarten, 
              dvs. den fisk som man fiskede efter, ikke kunne holde de 60 % af 
              lasten, som man skal når man fisker efter industrifisken sperling. 
              Udover målarten indeholdt lasten mere end 10 forskellige arter 
              fisk, som sild, kuller, torsk osv. Skipperen undskyldte sig med, 
              at han lå på norsk område, hvor der er et udsmidsforbud, i norsk 
              fiskeri er det simpelthen forbudt at udsmide fisk. Til det siger 
              de danske myndigheder ”det er ikke nogen undskyldning for at lande 
              den ulovlige fisk; du skulle have sejlet ind på dansk område og 
              dér udsmidt den fisk du ikke må lande”.  Og sådan er virkeligheden i det kvotebestemte 
              udsmid, det er ikke ulovligt at fange fisken, men det er ulovligt 
              at lande fisken. Kommer fiskerikontrollen en sjælden gang om bord 
              på et fartøj under fiskeri, og ligger det fartøj f.eks. med flere 
              hundrede tons fisk på dækket, som ikke må landes, så sker der ikke 
              noget. Ligger fisken derimod under dækket, i lasten, så falder 
              hammeren, og med de seneste domme for ulovlige landinger, ser det 
              også ud til, at den vil falde hårdere og hårdere.  Et andet eksempel er hentet udefra Nordsøen 
              sidste efterår, hvor en garnfisker i radioen beklager sig over, at 
              han over 3 dage ikke har kunnet fange de 60 kasser torsk han har 
              tilbage på sin ration. Han taler i radioen med et besætningsmedlem 
              på en af de moderne trawl/vod fartøjer som ligger og fisker efter 
              kuller. Og han fortæller garnfiskeren, at han bare kan komme på 
              siden af ham, for de udsmider 100 kasser torsk fra hvert træk de 
              sætter. Denne store mængde af torsk bliver udsmidt fordi man for 
              længst har opfisket torskerationen.  
              -        
              Selvfølgelig skal en sådan historie tages med en gran salt, 
              men om det så er 10,20, 50,100 eller for den sag skyld 200 kasser 
              torsk i hvert træk, er ikke så afgørende, som det faktum, at 
              fiskerens ration er opfisket og derfor kan han ikke lande 
              bifangsten af torsk.  Et tredje eksempel er det forhold, at hele 
              den danske kvote på torsk eller anden fisk bliver opbrugt i et 
              farvandsområde og så bliver der enten totalt stop for landinger af 
              denne art, eller også bliver der indført meget små rationer, som 
              kan landes som bifangst. Her bliver resultatet det samme: den nu 
              forbudte fisk bliver alligevel fanget i det fiskeri som foregår og 
              den udsmides så som lovligt udsmid.  Det almindelige udsmid Det sidste udsmid kalder jeg ”det 
              almindelige udsmid”. Det er et udsmid hvis størrelse er helt 
              afhængig af hvor, hvordan og med hvilke redskaber der fiskes. 
              Dette udsmid kommer fra de fisk som ikke holder mindstemålet; de 
              fisk som er syge eller blevet skadet af redskaberne og fra de fisk 
              og bunddyr som ikke udnyttes kommercielt. Dette udsmid udgør det 
              største udsmid, men det er bredt accepteret når man ser bort fra 
              de fiskerityper som kunne gøre meget mere for at begrænse 
              udsmidet. Her tænker jeg specielt på trawl med for små masker, et 
              almindeligt fænomen når kvoterne ikke kan opfiskes for så gælder 
              det om at få alt med, også de små fisk.  Tidligere, under de større kvoter som man 
              heller ikke kunne opfiske hvert år, må der have været et større 
              udsmid af f.eks. undermåls torsk end der er i dag, selvfølgelig 
              målt i tons da der blev landet 5-6 gange så mange torsk som i dag, 
              men sikkert også i procenter, for nu kan fiskerne, tvunget af 
              omstændighederne, tillade sig at fiske med større masker for de 
              har ikke brug for de små fisk længere. Men denne positive 
              udvikling, gennem de lave kvoter, bliver ikke stor fordi der nu 
              fanges så få torsk og fordi der nu også er tale om blandede 
              fiskerier, hvor fiskerne må bruge forholdsvis små masker for at få 
              andre arter med i f.eks. fiskeriet efter torsk, det er hvilling, 
              kuller, rødtunge, skærising, ising m.m. som er noget mindre fisk 
              end torsk. Og så er det et støt voksende trawlfiskeri 
              med små masker efter jomfruhummer, søtunger og industrifiskene, 
              tobis, sperling, blåhvilling og brisling. Dette fiskeri foregår 
              med masker der er fra 4 cm og ned til under 1 cm. Og alt afhængig 
              af årstid og pladser, giver disse fiskerier et meget stort udsmid 
              af mange arter fisk, som ikke kan overholde mindstemålene og 
              større fisk som ikke må landes pga. skrappe bifangstregler i disse 
              fiskerier.  Et eksempel er som nævnt tungefiskeriet med 
              bomtrawl, som er undersøgt til at give 9 kg døde småfisk og 4 kg 
              bunddyr for hvert kg tunge der landes. Det er så vidt jeg ved det 
              værste eksempel vi har når det gælder et helt igennem lovligt 
              udsmid. Men undersøgte man det hastigt voksende fiskeri efter 
              jomfruhummer i Nordsøen, så tror jeg at man vil komme op i 
              nærheden af udsmidet i tungefiskeriet, hvis man vel at mærke måler 
              udsmidet i hummerfiskeriet i forhold til hummerlandingerne og de 
              skrappe bifangstregler.  Til sidste vil jeg nævne et af de store 
              ”udsmid” i dansk fiskeri, som faktisk slet ikke er noget udsmid! 
              Her er det tale om de mange konsumfisk som industrifiskeriet efter 
              blåhvilling, brisling, sperling og tobis lovligt må lande, sammen 
              med industrifisken. Regner vi det hele med, så må industrifiskerne 
              lovligt lande 180.000 tons konsumfisk hvert år og dertil kommer et 
              ukendt antal tons, som ikke kan identificeres, fordi 25 % af en 
              last skidtfisk må være blevet til suppe. Så sammen med de mange 
              ulovlige landinger, dvs. landinger hvor lasten overskrider de 
              fastsatte procenter for mange andre arter der må være i den, 
              bliver det til, at det danske industrifiskeri kan lande næsten 
              lige så mange konsumfisk til fiskemel og olie, som hele den danske 
              konsumflåde har til rådighed.  Jeg erkender, at ovenstående udregning 
              omkring industrifiskeriet kan og vil blive angrebet fra mange 
              sider i dansk fiskeri og derfor skal jeg tilføje, at min udregning 
              bygger på en lang række af antagelser, som jeg og andre ikke har 
              fuldstændig sikkerhed for, men det er et område som fortjener en 
              høj prioritet i undersøgelserne af ”tabet” af spisefisk i dansk 
              fiskeri. For en diskussion af emnet udsmid, 
              følgende opsamling. Vi har altså at gøre med et økonomisk- et 
              kvote- og et mere almindeligt bestemt udsmid.  Så for at forstå fiskernes situation, må vi 
              gøre os disse tre former klart. Udsmid er og har altid været en 
              del af fiskernes hverdag. Før kvoterne blev indført i 1983 var det 
              først og fremmest det udsmid som hører til den praktiske del af 
              ethvert fiskeri, nemlig det udsmid der skulle ud fordi fisken ikke 
              overholdt mindstemålene eller fordi den ikke kunne sælges. Med indførelsen af kvoter, er der så kommet 
              disse to nye udsmidskategorier ind i fiskeriet. Og som nævnt er de 
              begge styret af fiskeriindsatsen målt i forhold til kvoternes 
              størrelse.  For at give en objektiv bedømmelse af 
              udsmidets konsekvenser for fiskebestandene, er det vigtigt at man 
              husker på, at der er en væsentlig forskel på, at udsmide f.eks. 
              100 tons små torsk som ikke kan holde mindstemålet, i 
              sammenligning med 100 tons større torsk, som kan holde målet 
              f.eks. 5 og 4 torsk. Det gælder for de fleste fiskearter, at den 
              største naturlige dødelighed finder man, også målt i tons, hos de 
              små fisk. De små fisk har en langt højere risiko for at blive ædt 
              af andre fisk. Så når fiskerne udsmider store torsk, så er det tæt 
              ved et 100 % tab for den fiskebestand og dermed for fiskeriet, 
              idet disse fisk har nået den størrelse og alder, hvor den største 
              risiko for at miste livet udgøres af faren for at blive fanget af 
              en fisker.  Så når det kvotebestemte og det økonomisk 
              bestemte udsmid vokser, som det har gjort det op gennem 90’erne, 
              så er det klart et langt alvorligere problem end det almindelige 
              udsmid, når vi taler om at få genopbygget fiskebestande. 
              -        
              Men vi må blot ikke glemme, at for fiskerne er udsmid en 
              almindelig del af deres virksomhed. Derfor kan vi nu tage fat på den moralske 
              side af sagen. Undersøgelser viser, at befolkningen opfatter 
              udsmidet som et alvorligt og etisk problem. Man bryder sig 
              simpelthen ikke om, at fiskerne udsmider god spisefisk og her er 
              det ligegyldigt om årsagen til problemet skal findes i 
              fiskeriforvaltningen eller hos den enkelte fisker.  Det er forståeligt og jeg deler den holdning 
              der siger, at det er et meget alvorligt problem. Udsmidet af god 
              spisefisk kan ikke forsvares og det bør bringes til ophør, ligesom 
              jeg også mener, at store dele af det såkaldte almindelige udsmid i 
              tunge- og hummerfiskeriet eller det ”udsmid” som går i lasten hos 
              industrifiskerne, bør bringes til ophør. Men jeg mener ikke, at de fiskere som 
              udsmider fisk af økonomiske grunde, skulle have et større moralsk 
              problem, end os andre. For jeg mener, at de fiskere som siger at 
              de er kede af det, men de har ikke noget valg, taler på vegne af 
              mange fiskere og de viser gennem handlingen, at her har vi gennem 
              fiskeriforvaltningen fået et alvorligt problem på halsen. 
              Selvfølgelig skal jeg ikke forsvare alle fiskeres handlinger i 
              denne sag, men jeg mener at flertallet af de danske fiskere kan 
              stå inde for det de gør, også når de udsmider fisk af økonomiske 
              grunde.  Men hvis befolkningen mener at dette er et 
              etisk problem, så mener jeg, at det er fiskeriets organisationer, 
              politikerne og myndighederne som har dette moralske problem. Det 
              er en længere historie som jeg ikke skal trætte læserne med, blot 
              skal jeg have understreget, at fiskeriets organisationer og 
              myndighedernes hykleri og laden stå til på dette område, er dårlig 
              moral af værste skuffe. Der findes kun én udvej til at få bragt 
              udsmidet ned på et acceptabelt niveau og det er at få stoppet de 
              fartøjer og de fiskeriformer, som ikke kan foregå uden at måtte 
              betjene sig af en eller alle tre former for udsmid. Og hvilke 
              fartøjer og hvilke fiskeriformer der her er tale om, kan man læse 
              meget mere om på
              
              www.levendehav.dk  
              Kurt Bertelsen Christensen 
              Ferring Strand 2003 
 |