|  
               
               Discard, på godt dansk ”udsmid” i
              fiskeriet, dvs. fisk som ikke holder mindstemålet og derfor
              smides ud igen, som regel døde. Et andet udsmids problem er de
              kvotebestemte, hvor fiskerne sorterer fangsten for kun at lande de
              større og dyre fisk, et voksende problem med de år for år
              lavere og lavere kvoter. For 7 år siden startede Danmarks
              Fiskeriundersøgelser DFU en undersøgelse af problemets omfang og
              siden slutningen af 90’erne har vi alle ventet på denne
              rapport. Undervejs har undersøgelsen dog været til intern debat
              i fiskeriet. Og udmeldinger og mindre udsnit af undersøgelsen,
              fortæller os, at Danmarks Fiskeriforening DF og biologerne i DFU
              ikke mener, at udsmid er noget problem i dansk fiskeri. Samtidig
              husker de altid at minde os om, at udsmids problemerne findes i
              det hollandske, engelske og skotske fiskeri. De fortæller os også
              det meget overraskende, at de største problemer i dansk fiskeri,
              når det gælder udsmid, finder de i bundgarns - og snurrevods
              fiskeriet. I Fiskeri Tidende den 4. april bliver der
              igen åbnet en flig til denne undersøgelse. Chefredaktøren må
              have læst rapporten for han skriver, at rapporten vil blive et
              glimrende våben imod de grønne organisationer. Og fiskernes
              formand Bent Rulle bliver citeret for ”Nu får vi endelig
              tallene og kan vise, at mistænkeliggørelsen er helt hen i
              vejret”. DFU biologen Henrik Degel siger ”at der ikke er
              problematiske discarder, men at der er tale om sunde fiskerier”. At DFU og DF står sammen i denne sag er
              velkendt inden for den verden som beskæftiger sig med fiskeriet.
              I udvalg, nedsat af Fødevareministeren, har vi og andre undrende
              måttet høre på, at DFU skulle have accept og tilladelse fra DF
              til offentliggørelsen af mindre dele af denne undersøgelse. Vi
              har også måtte lægge ører til DFU biologer som forklare os, at
              bomtrawl- og hummertrawlfiskeri giver mindre udsmid end bundgarn
              og snurrevod osv. Der er et utal af eksempler på at DFU og DF
              ikke ser udsmid som noget problem i dansk fiskeri. -        
              Hvorfor pokker tager det så mange år, at få denne for
              fiskeriet meget vigtige oplysning ud i den danske offentlighed?  
              
                
              
                
              
                
              
               
                
               |