| 
                Dansk fiskeriforenings formand Bent Rulle langede
                i sidste uge gevaldigt ud efter Fiskernes økologiske Netværk
                efter vores initiativ med mærke på fisk. Dette er ikke
                overraskende da Rulle har været en indædt modstander af mærkningen,
                lige fra første gang ,ideen kom frem.
 I 1997 blev der under fødevareministeriet
                nedsat en arbejdsgruppe til undersøgelse af muligheden for en mærkning
                af fisk i offentlig regi, men det måtte opgives på grund af
                blandt andet Dansk Fiskeriforenings indædte modstand. Det var
                grunden til at Landsforeningen Levende Hav privat har arbejdet
                videre med ideen, da vi var nogle fiskere, der mente at ideen
                var fornuftig. Bent Rulles argumentation for modstanden var,
                at alle fisk, uanset hvordan de bliver fanget, skal være ligeværdige
                og det er vi uenige i. Fiskerimetoderne i dag går mere og mere på
                at fange mere fisk uanset hvor meget bifangst der følger med og
                uanset hvor hårdt miljøet bliver belastet. Dette kolliderer
                igen og igen med vores kvoter, der næsten altid skal sættes
                ned, hvilket gør, at det vil blive nødvendig med mere
                ophugning. Vi prøver derimod at holde udgifterne ved
                fiskeriet så lave som mulige og kan derfor nøjes med en mindre
                part af kvoten og ved at undgå fangst af småfisk og unødig
                bifangst kan vi hjælpe miljøet og det mener vi at forbrugeren
                skal gøres opmærksom på og så kan de selv vælge. Falsk varebetegnelse og manipulation af
                forbrugeren kan der ikke være tale om, da reglerne for, hvordan
                den mærkede fisk skal fanges, er frit tilgængelig for alle.
                Reglerne er udarbejdet efter en kampagnesejlads til samtlige
                fiskerihavne i Danmark, hvor fiskere er blevet spurgt om, hvad
                de mente, problemerne i dansk fiskeri var i dag. De biologer vi
                har spurgt har tilsluttet sig ideerne som de bedste de har set
                til dato. Hvorfor en fisk ikke kan blive miljømærket
                forstår jeg ikke, da der er lige så himmelvid forskel på, om
                fisken er fanget af en af de "effektive" med et enormt
                forbrug til driften eller af en skånsomt fiskende enhed hvor
                forbruget kan ligge nede på 10 0/0 af årsindtjeningen, som der
                er på de store landbrug og den økologiske landmand. Bent Rulles udtalelser om at initiativet kun
                er for at få penge fra det offentlige er noget vrøvl, da vi
                fiskere, der skal lande den mærkede fisk, udelukkende lever af
                vores fiskeri og ikke på nogen måde får offentlig støtte.
                Det er besynderligt at vores repræsentanter, der ikke har været
                på havet i en del år, meget bedre ved hvilke problemer vi har
                og hvordan de skal løses, som vi, der skal tjene vores løn ved
                det daglige arbejde på havet. Gunnar Jakobsen E230 Merkur Formand for Landsforeningen Levende Hav  
                
   |