Rapport fra den internationale konference:  

-         ”Predation and Technical Interactions on Fish Stocks in the North Sea – and future management”.

Levende Hav har deltaget i denne internationale konference, arrangeret af fiskerigruppen under ”Nordsø-kommissionen”. Konferencen fandt sted den 13. og 14. september 2001 i Vedersø på den jyske vestkyst. Konferencen havde samlet ca. 60 deltagere, hvoraf de 30 kom fra Danmark. Der var deltagere Sverige, Norge, Skotland, England, Holland, Belgien, Tyskland og Canada.

Ambitionen var klart at få fremdraget andre faktorer end fiskeriets indflydelse på tilbagegangen i Nordsøens fiskebestande, som ”fisk æder fisk”, havpattedyr og fugles forbrug af fisk, samt den teknologiske indflydelse fra land og offshore virksomhed. Desuden skulle fiskeriforvaltningens mangler, nu og i fremtiden også drøftes. 

Forhistorien er denne, at fiskerigruppen under Nordsø-kommissionen, har været optaget af netop sæler og fugles betydning for tilbagegangen i fiskebestandene. Gruppens formand, Harry Jensen, som også er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Ringkøbing Amt, har de seneste år været talsmand for at få åbnet op for en jagt på sæler i Nordsøen og i Limfjorden.

Gruppen havde inviteret eksperter på mange områder til Vedersø, for at de der kunne fremlægge deres bud på betydningen af ovennævnte faktorer. De teknologiske påvirkninger fra fiskeriet selv; fra land og offshore industrien fik kun en lille om ingen opmærksomhed. Fiskeriforvaltningen og den fiskeribiologiske rådgivning fik derimod en del plads. 

Niels Wichman, direktør i Danmarks Fiskeriforening, var hovedtaler og han lagde ud med at slå fast, at selv om fiskeriet gør et betydeligt indhug i bestandene, så er fiskeri en lovlig virksomhed og at ”andre interessenter”, som f.eks. de grønne, burde holde sig det for øje. Dernæst gjorde han klart, at fiskeriet aldrig har udryddet nogen fiskearter og han sluttede af med at få understreget, at ca. 1 mill. tons Nordsø fisk, hvert år bliver konsumeret af hvaler, marsvin, sæler og fugle.

Derefter fulgte direktør i Danmarks Fiskeriundersøgelse, Axel Nielsen. Han ville have slået fast, at fiskeriet er den vigtigste faktor i nedgangen i bestandene. Han viste at den samlede biomasse i Nordsøen var gået tilbage fra 1000 mil. tons til ca. 650 mil. tons de sidste 20 år. Og medbragte et skema som viste, at udtaget af fisk i Nordsøen fordelte sig på følgende måde: 49% fra fisk der æder fisk, 6% fra sæler og fugle, 31% fra fiskeri og 14% fra ”andre”. Han sluttede af med spørgsmålet om hvorvidt disse tal skulle korrigeres, med henvisning til de 6%. 

Derefter fulgte en repræsentant fra det skotsk fiskeri, som ville have en regulering ved jagt på gråsæler, men han mente også det ville blive vanskeligt, fordi de store miljøorganisationer havde hårdt brug for sæler og andre havpattedyr i deres fonds arbejde. 

En repræsentant fra WWF indledte med at sige, at hun talte på vegne af NGO’erne, at WWF ville samarbejde og at alle måtte være interesseret i at få så stor en værdi ud af fiskeriet som muligt.  

Derefter fik vi en meget grundig indføring i det kollapsede torskefiskeri ved Newfoundland. Vi så at torskefiskeriet fra 1960 – 1970 lå på 5-600.000 tons om året, for så at falde 200.000 i de næste 10 år. Fra 1980 til 1990 lå det jævnt på ca. 200.000 for så helt at kollapse i 1990-92 til 0. I 1996 forsøgte man med en mindre kvote på 4000 tons og den steg til ca. 7000 tons i 1997, men er nu igen faldet til ca. 5000 tons. Det lille torskefiskeri der foregår i dag, finder sted lokalt inde under kysten. Ude på bankerne er torsken ikke vendt tilbage. George Lilly gjorde klart, at fiskeriet var årsagen til kollapset, men at sæler måske kunne være årsagen til at bestandene ikke kunne komme op igen. Men der kunne også være andre årsager, som manglen på føde (lodde); at det fiskeri som var i gang, måske skulle indstilles og at torsken blev taget som bifangster i andet fiskeri.

George Lilly sammenlignede med torskefiskeriet i Nordsøen og han advarede os om, at i Canada havde man ladet stå til, selv om fangsttallene viste at man burde havde grebet ind meget tidligere. I 1980 fik Canada sat en stopper for det udenlandske fiskeri som tidligere havde udgjort 2/3 af fiskeriet, men i stedet for at opretholde det forholdsvis lave canadiske fiskeri, lod man det vokse til over det dobbelte i 1980’erne med det totale kollaps i 1990.

Derefter fulgte en række eksperter i sæler, hvaler og fugle. Udover at de alle fik understreget tobisen betydning i havets økosystem, viste de os også, hvor mange dyr og fugle der er tale om og hvor meget de æder. Nedenstående liste er sat sammen af de mange indlæg: 

Søfugle som bl.a. Mallemukken og Lomvien

De lever af tobis i den Nordvestlige del af Nordsøen

og i alt regner man men at søfuglene under et æder                           ca. 600.000 tons/år 1/3 heraf er tobis

Ænder bidrog også, men deres føde

blev hentet ved land og består af muslinger

Skarven fik ikke den store opmærksomhed

i dette store regnestykke.

Gråsæler, man mener, at af de ca. 300.000 der er,

lever de 70.000 i Nordsøen                                                                    ca. 140.000 tons/år ½ heraf er tobis

Spættet sæl, den er ikke i fremgang som påstået

bortset fra de danske og tyske kyster                                                  ca.  90.000 tons/år

Marsvin, der er ca. 300.000 i Nordsøen                                            ca. 300.000 tons/år

Vågehval, der er ca. 8000 i Nordsøen                                              ca. 200.000 tons/år 87% heraf er tobis

Efter disse grundige gennemgange, blev emnerne koncentreret omkring den fiskeribiologiske rådgivning og fiskeriets forvaltning. Vi blev præsenteret for de modeller som bruges når biologerne forsøger at finde ud af, hvor stor de årlige fangster må være. De opererer med enkeltarts modeller og flerarts modeller, men begge modeller har bl.a. de svagheder, at de ikke medregner de ovennævnte faktorer, dvs. at modellerne ikke tager højde for de naturlige udsving der er i de forskellige arters udtag af fisk. Disse usikkerheder, samt fejlrapporteringer fra fiskerne, forklarer biologernes fejlskøn, mener biologerne. Både eksperterne og forsamlingen var enige om, at fremtidens fiskeriforvaltning måtte have disse faktorer med i den biologiske rådgivning.

Eskild Kirkegaard fra DG 14 i Bruxelles tog udgangspunkt i den grønbog som kommissionen har udgivet dette år, ved at konstatere at fiskeriforvaltningen i Europa har slået fejl. Det er der flere grunde til, men den vigtigste ifølge Kirkegaard er, at vi ikke er enige om målet med vores fiskeriforvaltning, underforstået, vi har ikke en fælles fiskeripolitik i Europa. Før vi får skabt denne fælles forståelse bliver det ikke bedre. Og han gjorde klartt, at den fremtidige fiskeriforvaltning, mere skulle tage udgangspunkt i økosystemet, end i de enkelte bestande og at vi nu måtte i gang med at forvalte selve fiskeriet, i stedet for, som vi havde gjort indtil nu, hvor vi har forsøgt at forvalte fiskerbestandene.

I den afsluttede debat og opsamling på konferencens sidste dag blev der konkluderet, at sæler og fugles indflydelse på bestandene, måtte have en højere prioritet i fremtiden. Der blev også forsøgt skabt enighed om, at sæler måtte reguleres ved jagt. Men her var der dog flere eksperter som ikke var enige og som mente at fiskeriets indflydelse på havpattedyr og fugle var større end havpattedyr og fugles indflydelse på fiskeriet.

Men man kunne blive enig om, at møder og konferencer som denne er vigtige og at man bør fortsætte med at finde de nødvendige midler til at sådanne kunne gennemføres.

Kommentarer v/projektleder og bestyrelsesmedlem i Levende Hav og deltager på konferencen, Kurt Bertelsen Christensen

Overordnet mener jeg ikke at eksperterne sandsynliggjorde behovet for en regulering af havpattedyr og fugle i Nordsøen. Der er lokale problemer, med sæl og skarv, som også de svenske deltagere gjorde udmærket rede for, og disse problemer skal og bør der tages hånd om.

Jeg mener at de større miljø- og dyreværnsorganisationer har uret, når de inddrager det havgående fiskeri i de lokale problemer, ved f.eks. at henvise til, at de 30.000 tons fisk som skarven sikkert æder i de indre farvande, er ingenting i sammenligning med at fiskerne udsmider 5- 800.000 tons fisk i Nordsøen hvert år. Det er jo rigtigt, men sådanne forsøg på at negligere et problem for de mennesker som lever af fiskeriet i afgrænsede områder, løser ikke de lokale problemer som beviseligt findes, og de argumenter er også med til at udrydde det mindre og ellers skånsomme kystnære fiskeri. 

Men de erhvervs- og politiske interesser som vil skarver, sæler og hvaler til livs, fordi de påstås at tage fisken fra fiskerne i Nordsøen tager også fejl. Vi har, eller også kan de relativt nemt fremskaffes, alle de nødvendige data til en mere robust fiskeriforvaltning, hvis vi vel at mærke også har viljen til det. Her er jeg derfor mere enig med en stilfærdig, men modig hvalforsker fra England, som turde gå imod strømmen i denne forsamling. Han sagde, at den voksende interesse for en regulering af havpattedyr og fugle, mere logisk kan forklares med et fortvivlet forsøg på at redde en total forfejlet fiskeriforvaltning og politik.

Jeg beklager at konferencen forblev skuffende tavs på det fiskeritekniske område. Fiskeredskabernes negative indvirkning på havmiljøet blev end ikke nævnt. Udviklingen af større og større motorer og mere og mere effektive redskaber blev ikke nævnt. Den økonomiske støttepolitik til udvikling af fiskeriet mod større og større enheder blev ikke nævnt. At stenrev forsvinder eller bliver jævnet ud, at vragene er blevet tømt for fisk, blev ikke nævnt osv.

Jeg skal således sætte spørgsmålstegn ved værdien af konferencer som denne, møder hvor man til slut må nøjes med at konkludere, at det ”er vigtigt at mødes ansigt til ansigt”. Selvfølgelig er det vigtigt at folk mødes, men som en deltager fortalt mig, så ”kendte han mindst 35 af deltagerne i denne konference”. Deltagerne henviste også jævnligt til møder for en uge og 14 dage siden i andre lande i andre sammenhænge osv. Det er som en repræsentant fra EU kommissionen, fiskeri, fortalte os i Hirtshals for et par år siden, ”vi kan næsten ikke længere finde folk til at evaluerer de projekter vi støtter, for det er en lille snæver videnskabelige kreds som modtager vores støtte”.

Danmarks Fiskeriforening deltog med 4 deltagere, men bortset fra deres direktør som hovedtaler, forblev foreningen tavs. Direktøren for den tyske fiskeriorganisation forblev tavs. Formanden for Sveriges fiskere sagde en del, men intet om hvad fiskeriet kunne gøre for bestandene, det samme var tilfældet med repræsentanten for de skotske fiskere.

Konferencen skulle tydeligvis ende op med en form for støtteerklæring til fiskerne, det mener jeg bestemt ikke konferencen kan bære. At der er andre faktorer og at disse ikke medgår i rådgivningen er rigtig, men at de skulle kunne ændre på forvaltningen i en positiv retning, er endog meget tvivlsomt.

Her giver jeg  Eskild Kirkegaard fra EU ret, at medmindre vi får opbygget en fælles forståelse, og et objektivt mål med vores forvaltning, ja så vil det ikke lykkes, uanset hvor mange parametre man end putter ind i modellerne. Det handler således om, at få etableret en bæredygtig fiskeripolitik i de enkelte lande og derigennem i ministerrådet. Denne politik skal så udmøntes i en forvaltning af selve fiskeriet, et krav som Levende Hav har stillet i flere år.

Dette sammen med den illustrative beretning fra Newfoundland gør det klart, at der bør lægges et optimalt folkeligt pres på de besluttende myndigheder, så de få skabt denne bæredygtige fiskeripolitik og at de derefter hurtig kommer i gang med opbygningen af de mange bestande som har det så dårligt i dag.

 -         Midlet til opbygningen af fiskebestandene i Nordsøen er ikke en regulering af havpattedyr og fugle, men en regulering af selve fiskeriet.

 Kurt Bertelsen Christensen, Ferring den 15.09.01