| Orientering
                til Folketingets Fødevareudvalg vedr. kvoter 2002 og
                hummerfiskeriet      Folketinget Christiansborg 
              
              
               Udvalget For Fødevarer, Landbrug og
              Fiskeri
              
               1240 København K
              
                
              
                Vedr.
              fiskekvoter for 2002
              
              Denne henvendelse skal ses som en orientering
              til Fødevareudvalgets medlemmer. Vi mener at en sådan
              orientering er blevet nødvendig, da vi kan konstatere, at Fødevareminister
              Mariann Fischer Boel og formanden for Danmarks Fiskeriforening
              Bent Rulle udtrykker stor glæde, ja nærmest jubel, over
              resultaterne for de danske kvoter for 2002. Men tallene taler for sig selv og
              efterhånden vil det også blive mere og mere klart, at
              resultaterne hverken var gode for Danmark eller for
              fiskebestandene og for det fremtidige fiskeri.
              
               For det skal slås fast, at de danske
              fiskere mistede ca. 10.000 tons torsk, ca. 2500 tons rødspætter
              og 115 tons søtunger. De fik mange kuller, men dem vil de sikkert
              ikke kunne fange. De kuller kan man måske om nødvendigt bytte
              for lidt jomfruhummer til Nordsøen. 
              
               Kvoterne på torsk, rødspætter og
              tunge bliver opfiskede i år, og da fiskerne sejler frem og
              tilbage mellem farvandene, alt afhængig af rationernes størrelser,
              så er det et ubestrideligt faktum, at det dansk fiskeri igen i år
              mistede mange fisk. Fisk, som korrigeret for de fisk vi fik på
              andre kvoter, kunne have indbragt mere end 100 mill. kroner til
              fiskerne.   
              
               Glæden over resultatet skal da også
              findes i jomfruhummerfiskeriet hvor kommissionen havde lagt op til
              en reduktion, med henvisning til de store bifangster der er i
              dette trawlfiskeri med små masker. Fødevareministeren mener at
              bifangsterne i jomfruhummerfiskeriet ikke er noget stort problem.
              Og hun mener også, at de faldende kvoter for torsk, rødspætter
              og tunger kan opvejes af at man har fået et godt resultat for
              jomfruhummer og rejer.
              
               Også her taler tallene for sig selv -
              dansk fiskeri fik nøjagtig 63 tons hummer mere end sidste år. Og
              dertil skal det også understreges, at de danske fiskere ikke har
              været i stand til at fange mere end 80- 90% af de hummerkvoter de
              har haft de seneste år, så de 63 tons hjælper altså ikke noget
              i det samlede regnskab. 
              
               Fødevareministeren og fiskernes
              formand er meget tilfredse med, at man fik forhindret et nyt
              princip i den europæiske fiskeriforvaltning. Et princip om at få
              begrænset et fiskeri, alene fordi det har et uacceptabelt stort
              udsmid af døde bifangster. Kommissionen ville bremse op for
              udviklingen i hummerfiskeriet for at redde fiskebestandene og det
              må siges at være et vigtigt skridt i den rigtige retning og i tråd
              med Grønbogen og de nationale anbefalinger. Men det skridt blev
              ikke taget, det blev bremset, af bl.a. den danske minister, som
              ikke mener at bifangsterne udgør noget problem. 
              
               At fiskeriets øverste ansvarlige mener
              at bifangsterne i hummerfiskeriet ikke udgør noget problem, forstærker
              behovet for en afdækning af forholdene i hummerfiskeriet. 
              
               Indtil videre agter vi ikke at trække
              i land mht. vores påstand om at trawlfiskeriet efter jomfruhummer
              ikke er bæredygtigt, målt på ressourcerne. Og med den store
              mangel og høje priser der er på kvalitets fisk på
              verdensmarkedet, er det også uforeneligt med et økonomisk bæredygtigt
              fiskeri, at fiske jomfruhummere i trawl, bifangsterne er
              simpelthen for store. Vi mener som tidligere, og af hensyn til de
              mange hummerfiskere i Kattegat, at man kunne opretholde et
              kontrolleret trawlfiskeri efter jomfruhummer i Kattegat og
              Skagerrak, som det har været kendt i mange år. Det er
              udviklingen mod nye og omrigningen af større og større fartøjer,
              med flere og flere af de små maskede trawl på hvert fartøj, som
              bør bremses. Og det var den udvikling kommissionen forsøgte at dæmme
              op for. I øvrigt mener vi at luksusfisk som jomfruhummer bør
              fanges i tejner, som man gør det i andre lande.   
              
              
               Der har været en skarp kritik af, at
              man dette efterår offentliggjorde en af de industrifiskere som  havde meget store bifangster af kuller og andet, i det af
              myndighederne påståede ”meget rene” tobisfiskeri. Denne
              offentlighed skabte også stor røre i udlandet, og herhjemme blev
              offentliggørelsen nærmest betegnet som landsforræderi, af de
              ansvarlige på fiskeriområdet. I Levende Hav er vi skeptiske og
              tilbageholdende med henvisninger til enkelte fartøjer som har
              forsyndet sig, men det ser ud til at blive nødvendigt i fremtiden
              for at få råbt myndighederne op. For Fødevareministerens og
              fiskernes formands urigtige påstande, skal under ingen omstændigheder
              have lov til at stå uimodsagte.  
              
               Alle der kender til de praktiske
              forhold i fiskeriet ved at bifangsterne i trawlfiskeriet
              efter hummer er store, og særlig på de nye pladser i Nordsøen.
              Vi har beretninger fra fiskere som fortæller, at de har været
              med til at smide flere hundrede kasser sej, torsk og kuller i
              havet, for at fange et par kasser jomfruhummer - et sådant
              ressourcespild burde ikke være tilladt i dansk fiskeri i dag. Til
              dette ressourcespild skal så lægges et stort udsmid af undermålere
              af alle arter. Men det er tilladt i dag og et kommende
              udsmidsforbud for fisk, som kan landes lovligt, vil ikke løse
              dette problem. De store mængder af små fisk som skal landes, vil
              udhule værdien af de i forvejen meget lave kvoter. Vi sætter
              ikke spørgsmålstegn ved discardforbudet, for på andre områder
              som f.eks. det i 2002 nu meget større kullerfiskeri, vil
              discardforbudet have stor virkning. Også i de fiskerier, hvor man
              pga. af små rationer, sorterer de mindre sorteringer fra, for at
              lande så store og dyre fisk som muligt, vil discardforbudet have
              stor betydning. 
              
               Til afslutning følgende konklusioner
              efter kvoteafgørelserne den 18.12.01:
              
               -        
              Dansk fiskere mistede fisk til en værdi
              på over 100 mill. kroner 
              
               -        
              Det vil ramme det kystnære fiskeri og
              mindre fiskeri forholdsvist hårdt.
              
               -        
              Udviklingen mod et større og mere
              ressourcekrævende fiskeri efter jomfruhummer i Nordsøen blev
              ikke bremset. 
              
                
              
               Med venlig hilsen
              
               For Levende Hav
              
               Kurt Bertelsen Christensen
              
               Bestyrelsesmedlem i Levende Hav 
              
                 
               |