Lukkede kasser

  


Erhvervsfiskeriet har haft slagside i flere år og nu er det kuldsejlet, mens redningsfolkene diskutere og diskuterer hvordan de nu får reddet fiskeriet. Bl.a. spøger samtlige politiske partier fødevareministeren om hendes planer den 28. feb. i en forespørgselsdebat i Folketinget.

Levende Hav anbefaler, at et par kendsgerninger får en fremtrædende rolle i de planer. Første kendsgerning; lukninger af havområder. EU’s fiskeriforvaltning lukker nu et stort havområde for fiskeriet, og det er lige så sikkert som ammen i kirken, at dette første 10 ugers stop for konsumfiskeriet, i den såkaldte ”torskekasse” i Nordsøen, kun er starten på mange fremtidige lukkede havområder. Ikke fordi lukkede havområder reder noget som helst, men alene fordi denne form for ”regulering”, står sig godt i de mange nationale- og internationale mødelokaler hvor fiskeriet bestemmes. Her kan alle - uden forvirring fra og forbindelse til fiskeriets virkeligheder - læse og forstå store markeringer på et søkort - jo større markeringer, jo større beskyttelse af de sparsomme fiskeressourcer, siger den logik.

Men lukninger af havområder tjener ikke formålet. Det er afmagtshandlinger og kulminationen på en forfejlet ressourceforvaltning i Europa. For lukkede havområder presser fartøjerne sammen på mindre områder, f.eks. inde under kysten, med det resultat, at det kystfiskeri man ville beskytte, bliver rent overende.

Den regulering der er brug for er ligeså enkel, som den er logisk. Man skal få fjernet de fiskerier der ødelægger havmiljøet (bomtrawlerne og andre voldsomme trawltyper) og få fjernet de trawl- og vodfartøjer, som kun holder skruen i vandet, ved at fange de meget store mængder, blot til brug for brændstof og forrentningen af de store investeringer. Og denne eneste fornuftige bevaringspolitik, har politikerne kunnet sætte i gang i flere år, men i stedet har de tilladt og også støttet opbygningen af store og meget dyre fartøjer og de destruktive fiskeriformer.

Lukninger af havområder presser fiskerne sammen, eller sådan ser det ud, når man udelukkende ser på de teoretiske planer, men virkeligheden bliver selvfølgelig en anden. Den kommende lukning får ingen nævneværdig betydning, fiskerne fortsætter fiskeriet hvor de altid har fisket, hvad skal de ellers gøre? Enkelte vil blive opdaget og draget til ansvar med store bøder, men den risiko har man vænnet sig til i fiskeriet. At få konfiskeret fangsten, sammen med store bøder er blot blevet til en kalkuleret erhvervsrisiko i fiskeriet.

Danmarks Fiskeriforening  råber op som de skal, i håbet om erstatninger i 100 mill. klassen. Men de råber ligeså meget op til støtte for en regulering de kan leve med - i et par år endnu. For den eneste virksomme regulering, til opbygninger af fiskebestande, kan en økonomisk interesseforening som Danmarks Fiskeriforening ikke leve med. Foreningen har efter vor mening, ikke bidraget konstruktivt til en forvaltning og regulering, hvor man undgik lukkede havområder. Denne mangel på konstruktive handlinger fra Danmarks Fiskeriforenings side, ses nu også i det samarbejde de vil have med landbruget, i bestræbelserne på at få stukket snablen dybere ned i de offentlige kasser.

Den anden større forening, under formand Peter Hyldtoft, er også interesserede i de lukkede kasser. De giver ham vind i sejlene til anbefalinger om, at halvdelen af den tilbageværende danske fiskeflå-de bliver hugget op, og at man kun bevarer de fartøjer som fanger kvalitetsfisk. Og det lyder jo meget fornuftigt, hvis ikke det lige var for den kendsgerning, at formanden kun vil have fjernet de ca. 2500 mindre fartøjer, som tilsammen fanger under 10% af de danske landinger. De skal væk for de har en alt for stor en indflydelse på fiskeripolitikken, mener Hyldtoft.

Den sidste større forening som har glæde af lukkede og fredede havområder er Danmarks Naturfredningsforening. I forbindelse med den seneste revision af fiskeriloven, fik foreningen sæde i fiskeriets rådgivende udvalg, som havmiljøets vagthund. Det praktiske fiskeri har de ikke noget begreb, det siger de selv, hvorimod foreningen meget gerne vil have fredet naturen for bønder, jægere, fiskere og andre naturbrugere.
 
Lukkede havområder er således en fordel for de ansvarlige for fiskeriet, politikerne, embedsmæn-dene, biologerne og organisationerne, men de er en katastrofe for fiskebestande, havmiljø og de skånsomme fiskere. For uanset om de lukkede havområder bliver effektivt overvåget eller ej, ødelægger de den økologiske balance i og på havet. Først ved at lukkede områder kan være en forhindring for gennemførelsen af effektive bevaringsforanstaltninger af teknisk art som: ophugning af de fartøjer som er årsag til problemet, indførelse af meget større store masker, effektiv kontrol med motorkraften og lign.

 - Lukkede områder i et højaktivt fiskevand som Nordsøen, genopbygge ikke fiskebestande og det uanset om områderne overvåges eller ej.

Bliver de ikke overvåget, fortsætter fiskeriet nogenlunde på samme kurs - nedad. Bliver de effektivt overvåget, opvejes fredningerne af et voldsomt pres på fiskevandene uden for områderne. Vil man nu, som tilfældet er i den såkaldte ”torskekasse” beskytte gydefisken, ville det være langt mere effektivt, at frede gydetorsken i dens gydeperiode. (Men så er det selvfølgelig også slut med den eftertragtede torskerogn, som vel stadig udgør et stort indtag af fisk hos de danske forbrugere).

Men de lukkede område får i hvert fald én kurve til at stige, nemlig kurven over hvor mange fiskere der bliver fanget. Lukkede områder giver en højere kriminalitets rate i fiskerierhvervet. Så listen over negative konsekvenser ved lukkede havområder i et højaktivt fiskerifarvand, overgås kun af listen over de negative bifangster lukkede havområder fører med sig.

Til slut. Der bør ikke være nogen tvivl om, at lukkede områder er et onde. Men når man nu alligevel vælger at lukke havområder, så bør man friholde de fiskere som kan dokumentere, at de fisker på en måde, der hverken skader bestande eller havmiljø. For den lukkede torskekasse er en hån, mod de fiskere som opfører sig ordentlig, de bliver ramt urimelig hårdt, og det uanset om områderne overvåges eller ej.

Kurt Bertelsen Christensen
Landsforeningen Levende Hav