| 
               I forhold til den meget vigtige fiskeriaftale
              der skal forhandles på plads under det danske EU formandskab,
              fylder fiskeriet ikke ret meget i de danske medier. Følger man
              Jyllands Postens dækning kan man få det indtryk, at fiskeriet er
              i gode hænder under det danske formandskab. For sådan siger den
              danske fødevareminister ifølge JP fra fiskeriforhandlingerne i
              Bruxelles: ”Vi arbejder hårdt, jeg vidste det ville blive
              vanskeligt, men jeg fornemmer enighed, jeg tror vi når det”. Fødevareministeren tror altså på det. Jeg
              har været tæt på fiskeriet i 30 år og jeg vil godt vædde en
              af de få nytårstorsk der er tilbage på, at EU's Fiskerireform
              ikke bliver vedtaget under det danske formandskab. Og årsagen til
              denne forestående fiasko skal man finde i formandskabets mangel på
              realitetssans. Vigtige fiskerier forsvinder, men i stedet for at
              forholde sig til denne for fiskeriet absolutte virkelighed, taler
              man om subsidier - de skal afskaffes siger ministeren. Men subsidier i fiskeriet er ikke problem,
              hvis de bruges rigtig, dvs. til fremme af de naturskånsomme og
              ressourcebæredygtige fiskerier. Men den fælles europæiske
              fiskeripolitik, med Danmark i front, har ikke fremmet det bæredygtige
              fiskeri, tværtimod. Nu tror de nordeuropæiske fiskeripolitikere,
              med Danmark ved roret, at de kan få samling omkring en
              fiskerireform, som fjerner den økonomiske støtte til det spanske
              fiskeri, en støtte der betyder ligeså meget for Spaniens fiskeri
              som landbrugsstøtten betyder for dansk landbrug, samtidig med at
              Spanien ikke får ret til fiskeri i Nordsøen og andre farvande
              fra nytår 2003, en ret som de fik sammen med deres indtræden i
              EU i 1984. I EU bliver udsættelsen af reformen blot et
              af de mange nederlag som har bestemt den fælles europæiske
              fiskeripolitik siden 1983. Men herhjemme bør det blive meget mere
              end blot ”en ridse i lakken”, under det danske formandskab.
              For de manglende fiskeripolitiske resultater viser hvor svagt det
              står til i den danske fiskeripolitik. Selvom Danmark tilhører
              fiskerinationernes superliga, tåler vores fiskeripolitiske
              indsats sammenligning med den man har i Luxembourg. Da Luxembourg
              havde EU formandskabet måtte de lade Holland tage sig af
              fiskeripolitikken, under Danmarks formandskab må vi overlade
              fremtidens europæiske fiskeri til Grækenland. Kurt Bertelsen Christensen 
              Home   
               
               
               
               
               
               
               
                
              
               
                
               |