| 
          
              
          
          Hvad er op og ned i fiskeriets miljømærkning
          
          Er det virkelig nødvendigt for forbrugerne i 2010, at de også selv er helt 
          oppe på mærkerne, før de kan købe sig en fisk uden dårlig samvittighed? 
          Svaret er ja - og det mere end nogensinde.
          
          Torsdag den 11/2 2010 var fiskeriet for en sjælden gang, og  
          for en kort bemærkning, på Folketingets dagsorden. SF havde stillet et 
          lovforslag til en miljømærkning for frisk fisk med økonomisk 
          støtte til kystfiskeriet til at få det udviklet. En sag som SF 
          tidligere, også uden held, har forsøgt at få politisk opbakning til.
           
          
          I det efterfølgende skal jeg, om ikke andet så for prins Knud, endnu 
          engang forsøge at få udfoldet denne sag om miljømærkning. Hvor står vi 
          forbrugere i Danmark pt. mht. fiskeriets miljømærkning; hvad er det 
          overhovedet for noget og hvorfor skal sagen endnu engang udfoldes i et 
          fiskeripolitisk tomrum? Forstået som det faktum, at Folketinget siden 
          2001 meget sjældent har fiskeriet på dagsorden (siden 2001 er det ikke 
          sket hvert år, senest større fokus var i 2005/2006 i forbindelse med VKO vedtagelsen for omsættelige kvoter). Der er ganske enkelt ingen 
          politisk interesse i og for fiskeriet længere.  
          
          Men det forhindrer jo ikke regeringen, fødevareministeriet og dets 
          direktorater – nærmere tværtimod må man sige - i at tage alle mulige 
          og ikke mindst umulige fiskeripolitiske initiativer. Og det gør de og 
          siden 2001 er det sket udelukkende med støtte fra Dansk Folkeparti, 
          som på det fiskeripolitiske område, har opført sig lig den gøgeunge, 
          der med rå magt får skubbet de andre ud af reden.       
          
          Den times fiskeripolitisk debat i Folketinget torsdag viste meget 
          hurtigt, at SF forslaget ingen gang har på det danske hav og det man så i 
          stedet talte om (for noget skulle man jo have at debattere) var  
          værdien af eller mangel på samme, af den på denne hjemmeside meget 
          omtalte MSC mærknings ordningen.  
           
          
          Fødevareministeren stod fast – hun vil have dette MSC mærke. Ikke 
          overraskende set i lyset af, at ministeren har brugt og planlægger at 
          bruge endnu flere millioner af vores skattekroner på sagen. 
          Pengene giver hun som altid til industrien, Danmarks Fiskeriforening, 
          WWF og Fiskernes PO. De får så til formålet ansat nogle eksperter som 
          får skrevet nogle rapporter, som ikke overraskende matcher de manualer 
          som MSC systemet har fået udarbejdet, til brug for deres 
          certificeringer af fiskeriet. Og sådan kører/kværner MSC systemet 
          derudaf, for det skal være muligt for alverdens fiskerier at få denne 
          MSC certificering. Og nu er hele det danske fiskeri, ligesom det 
          hollandske på vej. Trawl, bomtrawl, vod garn og kroge hele 
          pivetøjet, intet for småt intet for stort – alt skal med.  
          
          Tilbagestår vigtige spørgsmål som naturen; miljøet; bæredygtighed; 
          ressourcer; havbunden; klima etc. men det er i puttet ind i MSC 
          systemet og derfor ikke længere på den politiske dagsorden. Det ses 
          tydeligst i det faktum, at for et par år siden var hele toppen og 
          industrien i dansk fiskeri meget direkte og kontant imod MSC 
          hvor MSC mærket, med dengang solide holdbare argumenter (ellers en 
          sjældenhed i dansk fiskeri) blev fejet af bordet.  
          
          Men sammen med de for fiskeriet meget kostbare privatiseringer, 
          selskabsopbyggelse omkring 
          kvoter og rettigheder og handlen med dem, tilført højere oliepriser og 
          voldsomt faldende priser på fisken og ikke mindst et forestående økonomisk 
          kollaps for store dele af fiskeriet og industrien (de er simpelthen 
          blevet umoderne), er dansk fiskeri 
          nu faldet totalt til patten. Nu vil de have (læs: købe det mærke) i håbet om, at mærket fisk, vil få os 
          forbrugere til at betale noget mere. Først skal vi 
          altså betale fiskeriet for deres køb af et værdiløst mærke, 
          derefter skal vi betale mere for fisken, under det mærke.  
          
          På intet tidspunkt har de ansvarlige sagt noget der blot minder om, at 
          de under mærket også vil opføre sig ordentligt eller blot lidt bedre 
          dvs. ændre den negative praksis, som mærket er skabt til. Det 
          eneste de ansvarlige taler om er at mærket skal fiskeriet flere penge 
          i kassen. Og det er ikke en påstand Levende Hav har fundet på, det siger 
          erhvervet selv og så må det vel også være så tæt på sandheden, som vi 
          kan komme i den sag.  
          
          Og som nævnt er det os forbrugere der betaler hele gildet fra hav til 
          bord. Og uden vaklen slår jeg nu fast at dette mærke ikke giver os et gram mere fornuftig omgang med 
          natur og miljø i fiskeriet. Intet får vi for de mange millioner – 
          intet. 
          
          Og dette faktum stod også uanfægtet, efter den times debat i Folketinget.
           
          
          Ministeren vil have det mærke fordi det kan give bedre priser for 
          fisken. Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti vil have mærket 
          fordi ministeren og industrien vil have det. WWF vil have det fordi 
          WWF vil have det. Der findes ingen udefra kommende fornuftige argumenter for 
          mærket, andet end at industrien og handlen vil have det, fordi 
          forbrugerne kræver et bæredygtigt fiskeri. For forbrugerne er dødtrætte af at skulle søge 
          på nettet, ringe rundt og læse alt muligt, før de tør købe en fisk 
          til middagen. Derfor vil de have et mærke for bæredygtighed, så de kan 
          spise deres fisk med god samvittighed.  
          
          Det er der bestemt ikke noget at sige til, i lyset af de 
          historiske ødelæggelser af havet og ressourcerne, rovfiskeriet og 
          ulovligheder, svindel og løgne som har styret fiskeriet i og uden for 
          EU siden 80’erne. Men med MSC certificeringen får forbrugerne intet andet og 
          mere end de certifikater som den katolske kirke, før reformationen, 
          solgte til datidens syndere, for deres sjælefreds skyld. 
          
          Kære  forbrugere: Læg mærke til, at fortalerne for MSC mærket i dag 
          taler og skriver om ”skånsomhed”, et begreb som Levende Hav efter 
          flere års kampe, fik ind i fiskeriet i slutningen af 90’erne. Begrebet 
          dækker over det vi bredt forstår som fiskeredskaber der er skånsomme 
          mod havbunden, mod ressourcerne, i deres utilsigtede bifangster, i 
          deres sociale ansvarlighed dvs. at fiskeriet ikke foregår så brutalt, 
          at det smadrer livsgrundlaget for de fiskere der fisker med vod, garn, 
          kroge og ruser osv. Når du køber din fisk i f.eks. Coop Danmark, så læg 
          mærke til, at Coop Danmark markedsfører deres MSC og WWF anbefalede 
          fisk og fiskeprodukter som fanget med ”skånsomme” redskaber som tager 
          ”vidtgående” hensyn til miljøet og naturen.  
          
          Men hvis du køber MSC mærkede muslinger fra Limfjorden er de skrabet i Natura 
          2000 beskyttede områder og inden 2012 vil du med noget nær 
          statsgaranti også kunne købe rødspættefilet og jomfruhummer, som er 
          fanget af MSC certificerede bomtrawl og anden naturødelæggende trawl. 
          Allerede i dag kan du købe MSC jomfruhummer som er fanget af noget af 
          det mest ødelæggende trawl vi kender, målt på såvel havet som klimaet.
           
          
          
          
           Hvad
          skal 
          forbrugerne så gøre? De skal forlange et bedre miljømærke og sådant et 
          mærke findes i dag på verdensmarkedet. 
          Når man følger denne sag her i EU, får man det indtryk at der kun findes 
          dette MSC mærke i dag. Men ser man blot lidt længere ud i verden, finder 
          man ”Freinds of Sea” mærket som har certificeret ligeså mange 
          fiskerier som MSC og mere end 100 fiskeprodukter. 
          
          Man kan også være heldig at finde Freinds of Sea mærket i de danske Supermarkeder, 
          men der er langt imellem dem. Dette mærke er mere restriktivt 
          end MSC og  Freinds of Sea har afvist konkrete trawl fiskeri efter 
          jomfruhummer. De afviste trawl har MSC nu certificeret.  
          
           Der 
          er ingen grund til at stille sig tilfreds med MSC mærket, når der 
          findes meget bedre alternativer. Og så mener vi overordnet i Levende 
          Hav, at Danmark som verdens 6 største eksportør af fisk og 
          fiskeprodukter, selvfølgelig bør have eget miljømærke 
          for fisk. Og sådan et mærke forsøgte vi i 90’erne og starten af 2000 at 
          få regering og Folketinget til at bakke op om, men uden held. 
          
          For dengang som i dag, synes danske regeringer og skiftende politiske 
          flertal i Folketinget, at ligge under for Danmarks Fiskeriforening og 
          industrien, som kræver et mærke hvorunder de kan fortsætte 
          deres fiskeri som de altid har bedrevet det. Et fiskeri hvor mere end 80 % af fisken er fanget med trawl, bomtrawl og de relativt nye former for fiskeri med vod, som målt på det 
          dét ødelægger mange gange er værre end det værste trawlfiskeri. 
          Hvis du her i 2010 
          i Danmark vil have miljøforsvarlige og bæredygtige fisk fra et 
          bæredygtigt fiskeri, så det eneste som er helt sikkert, du kommer til 
          at lede længe efter de fisk og fiskeprodukter.  
          Ansvaret for det - 
          ja det ligger som så meget andet stadig og flyder rundt i Folketinget.  
           Kurt Bertelsen 
          Christensen fredag den 12/2 
          2010 
                                                                            |