| 
                "Fiskeriets negative påvirkninger på miljø-
                og fiskeressourcerne udgør i dag det største problem for
                havet". Det konkluderer OSPAR, en kommission nedsat af 15
                lande incl. Danmark. Kommissionen er nedsat til overvågning og
                beskyttelse af hele Nordøst Atlanten. Ifølge OSPAR fanges der
                flere fisk, end bestandene og farvandene kan bære. De tunge
                fiskeredskaber ødelægger havbunden og udsmidet af døde fisk (discarden)
                er alt for høj.
 Landsforeningen Levende Hav er enig og vi håber
                at myndighederne med OSPAR nu vil få forbudt eller begrænset
                de fiskerier som ødelægger havmiljøet. Desværre taler OSPAR
                og myndighederne mere om fredninger til havs, end om hvordan man
                får stoppet de skadelige fiskerier. Men det er altså ikke god
                forvaltning at frede, da fredninger på havet også rammer det
                fornuftige og skånsomme fiskeri. Og der er heller ingen grunde til fredninger på
                havet. I fiskeriet er der mange uprøvede metoder, som bør prøves.
                Et direkte forbud mod bestemte fiskerimetoder og forbud mod
                f.eks. at trawle med visse typer fartøjer, motorer og trawle i
                bestemte havområder. Energiafgifter, hvorfor skal fiskeriet være
                fritaget for at betale den energiafgift som kunne være med til
                at bremse udviklingen af det energitunge fiskeri? Stop for
                offentlige tilskud til nybygning og ombygning af de fartøjer,
                som skaber problemerne. De seneste nybygninger i dansk fiskeri
                har fået henholdsvis 10 og 6 mill. kroner i offentlig støtte,
                uden den støtte ville de sikkert ikke være blevet bygget. Giv derimod tilskud til ophugninger af de
                store fiskefartøjer som har skabt problemet. Og det vigtigste:
                giv en høj og mærkbar politisk og økonomisk støtte til det
                naturskånsomme fiskeri. Kurt Bertelsen Christensen Landsforeningen Levende Hav  
   |