| 
              
               Den
              seneste uge har der åbenbart været en livlig, men også meget
              lukket mødeaktivitet i og mellem Danmarks Fiskeriforening og hos
              fiskerimyndighederne. På dagsordenen har stået
              industrifiskeriets ulovligheder med konsumfisk i lasten, i stedet
              for de industrifisk de har lov til at lande. Ifølge
              Ritzau foreslår Danmarks Fiskeriforenings formand Bent Rulle, at
              myndighederne tager den fulde kontrol over industrifiskeriet – i
              en periode. En sådan 100% kontrol bør efter Bent Rulles mening,
              igen få åbnet op for industrifiskeriet i Nordsøen. Det
              har som nævnt været meget lukkede møder, intet skulle være
              sivet undervejs. Så vi kan kun gisne om indholdet. Vi antager, at
              fiskerne og myndighederne har været alle mulige og umulige
              forslag igennem for at finde en tilfredsstillende løsning på
              dette problem. Og nu er man så endt op med, at fiskerne forslår
              det ultimative forslag – en 100% kontrol! Ultimativt,
              da det jo er vanskeligt at forestille sig en løsninger som er
              skrappere end en 100% kontrol - det skulle da lige være, at
              myndighederne fastholder det totale stop for industrifiskeriet -
              hvad de må have gjort - ellers er der ikke megen logik i
              fiskernes forslag. Vi
              ved intet om hvad der er foregået og kan derfor kun gisne om forløbet.
              Men vi og andre kan og må undre os over, at fiskernes
              organisation er blevet tvunget til at fremkomme med sådan et
              vidtgående forslag. For
              hvordan i alverden kan fiskerne forsvare at sætte et så stort
              kontrolapparat i gang på industrifiskeriets område, samtidig med
              at den danske offentlighed har fået at vide, at industrifiskeriet
              er ”rent” og helt uden nogen som helst problemer. I sidste uge
              var der helsiders annoncer fra fiskerne i dagspressen, som
              oplyste, at industrifiskeriet var ”udsat for en urimelig
              kritik” som byggede på ”myter” om dansk industrifiskeri. Ifølge
              annoncen, og de mange rapporter fiskerne og myndighederne har fået
              fremstillet i 90érne, er industrifiskeriet bæredygtigt og helt
              uden problemer, med hensyn til bifangster og fiskeriets betydning
              i økosystemet. Nu
              vil fiskerne have en 100% kontrol. Men hvorfor skal samfundet
              bruge mange ressourcer og penge på at kontrollere et fiskeri,
              hvor der overhovedet ikke er problemer? Det
              er det første og naturlige spørgsmål til udspillet fra Danmarks
              Fiskeriforening. Det andet og ligeså naturlige må være: Hvis
              fiskeriet ikke er i stand til, som andre erhverv, at yde blot et
              minimum af selvjustits, hvorfor skal samfundet så kunne tro på,
              at ”en 100% kontrol i en afgrænset periode" skulle være
              nok? Forslaget fra Danmarks Fiskeriforening synes
              at rejse flere spørgsmål end det besvarer. Og det aktualiserer i
              hvert fald nødvendigheden af, at få en meget mere åben debat
              omkring problemerne og mulighederne i dansk fiskeri. |