|
Til
Fiskeridirektoratet,
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
vedr. j. nr. 2000-250-12- 25. Revision af nr. 895 ”Fredningstider for
fisk og krebsdyr i saltvand”
Vi
takker for orienteringen vedr. udkast til ovenstående revision.
Landsforeningen Levende Hav er ikke medlem af de fiskerifaglige
udvalg, men vi tillader os alligevel at fremsende kommentarer til
spørgsmål af den art som her skal behandles, samt en kritik af
Danmarks Fiskeriundersøgelsers DFU notat. vedr. fredninger af
fisk, 1. nov. 2000.
Som
andre mennesker ønsker vi også en større viden og indsigt i
havmiljø og fiskeri, og derfor stødes vi over den patroniserende
tone i DFUs notat. ”Umiddelbart synes tankegangen rigtig og har
som sådan stor forståelse i befolkningen” skriver DFU. Eller
sagt med andre ord, DFU mener at befolkningen er for dumme til at
forstå biologiens sandheder. DFUs negative vurderinger af lægsmands
viden, kommer også til udtryk i sætningen ”hunnerne skal have fred
og ro til at gyde”.
I
dag mener indsigtsfulde biologer at fredninger af gydefisken er et
komplekst spørgsmål, men også at fredninger af gydefisk er nødvendig.
Årsagerne til denne nødvendighed er mange, også de økologiske
forandringer i havet, men først og fremmest er det nødvendigt
fordi fiskeriet har udviklet sig. I dag kan fiskeredskaberne
kommer overalt, over alle stenene osv. der findes ikke mere steder
hvor fisken kan få ”fred og ro” til det liv fisken nødvendigvis
må leve, uden at være på flugt fra fiskeredskaberne.
Med
den omfattende internationale viden der findes på området, er
det derfor kritisabelt, at DFU stadig holder fast i egne gamle
sandheder om, at fiskeri på gydefisken er uden betydning for
rekrutteringen. Sådan var det måske før og med skabelsen i
1977, af den berømte Nordsømodel, men sådan er det ikke mere.
For torskens vedkommende er det sikkert, at fiskeriet er skyld i
store ændringer i adfærd og selektion, og i dag kan ingen længere
påstå, at besidde sandheden og opdateret viden om komplekse
emner som gydning og rekruttering. På Færøerne f.eks., er der
ikke mange som vil betvivle, at de beskyttede gydeområder for
torsken, har haft en væsentlig betydning for genopbygningen af
torskebestandene ved Færøerne. Om et stop for fiskeri på
gydefisken er uden betydning, sammenlignet med andre
foranstaltninger i fiskeriforvaltningen, skal være ukommenteret,
men at fiskeriet på gydefisken har betydning for fiskebestandene
synes i dag sandsynliggjort.
Således
er det forkert, og en rådgivning mod bedre viden, når DFU
konkluderer ”I de tilfælde, hvor der eksisterer en fredning,
betyder denne normalt blot en mindre fangst i fredningsperioden uden
at have den ønskede effekt”. DFU bør også give en
fornuftig forklaring på nødvendigheden af at bruge begrebet
”yngelpleje”. For der findes vel ikke andre kommercielle arter
end Stenbider som har noget der kunne minde en om yngelpleje? Vi i
er tyndhudede i LLH og derfor mener vi, at også denne bemærkning
er et unødvendigt spark til den biologiske uvidenhed, fra en
offentlig finansieret forskningsinstitution.
1)
Her synes DFU at få logiske problemer. Hvad forstår DFU ved
”En ligelig kønsfordeling har betydning for populationens
fertilitet”? Denne betydning må vel høre til en eller anden
form for støre robusthed i systemet og bestandene.
1)Fiskens
kvalitet, dvs. gastronomiske værdi, kan og bør vægtes under
fredninger af gydefisken.
2) Fredninger af gydefisken vil og kan aldrig blive en teknisk
bevaringsforanstaltning, som påstået af DFU. En sådan
provokation ville sikkert være stimulerende for
fiskeriforskningen på landets universitetet, men burde være uhørt
i DFU. Det danske og det europæiske fiskeri er ved at kuldsejle
og DFU har et medansvar for dette forestående forlis. Derfor kan
vi også forlange, at DFU tager deres ansvar alvorligt og
forbeholder begrebet ”tekniske bevaringsforanstaltninger” til
de områder hvor de hører under, nemlig de forhold som vi både
har begreb og kan tage hånd om i selve fiskeriet og dets metoder.
Med henvisning til ovenstående og fredninger som har fungeret i flere år,
skal vi anbefale at man ikke ophæver fredningerne for skrubber, rødspætter,
pighvarrer, slethvarrer, brisling og hummer og for den sags skyld,
andre fisk. DFUs forslag til, at erhvervet kan bestemme om de vil
frede i periode med henvisning til fiskenes kvalitet, er selvfølgelig
et skridt i den rigtige retning mht. aktiv medvirkning og
selvforvaltning inden for fiskeriet. Men det er lidt svært at se,
hvorfor erhvervet skulle frede rognfisken, hvis ikke fredningen
giver flere fisk i den sidste ende! For som fiskeriet foregår i
dag, tager fiskerne alt hvad der kan og må sælge, med i land,
det er de blevet nødt til og selv en forholdsvis ringe kvalitet
rognfisk, koster penge i dag, også det må DFU også vide.
Med ovenstående bemærkninger har vi ikke sagt, at vi skulle vide at en
ophævelse af fredninger for rognrødspætter og andre rognfisk
vil skade bestandene, men vi har sagt, at det ved DFU heller ikke.
Fredninger og beskyttede områder bliver uden tvivl en vigtig del
af den fremtidige fiskeriforvaltning og derfor er det afgørende,
at alle ansvarlige i fiskeriforvaltningen påtager sig deres
ansvar. For hvis en sådan forvaltning skal virke for formålet,
at få genopbygget bestandene, så er det meget vigtigt, at
fiskerne og ”befolkningen” har forståelse for betydningerne
af sådanne begrænsninger i fiskeriet. Til opbyggelse af en sådan
bred forståelse, kan og bør DFU spille en aktiv rolle og derfor
håber vi, at DFU nu vil bruge forsigtighedsprincippet – også når
det gælder den biologisk viden.
På Levende Havs vegne, Kurt Bertelsen Christensen, Projektleder, Ferring Strand den 7.11.01
|