|  
              
               
               Tre
              gange indenfor det seneste år har Folketinget vedtaget, at
              kystfiskerne skal sikres under ”særlige kvoterammer”. For
              kystfiskerne kan ikke klare sig konkurrencen med de store fartøjer,
              når kvoterne er små. De store kan jagte fisken overalt og hele
              året, kystfiskerne må vente til fisken kommer ind til
              kysten. Der er også andre gode grunde, som f.eks. opretholdelsen
              af et erhvervsfiskeri i de små havne, fiskeriets kulturhistorie,
              dagfangede fisk til hjemmemarkedet osv. Men overordnet skal der
              tages hensyn til kystfiskerne, fordi de må vente på at fisken
              kommer ind til land og da må kvoterne i sagens natur ikke være
              opfiskede. Siden
              Folketingets vedtagelser har fiskeriets embedsmænd og
              kvinder fået udmøntet nye regler for fremtidens
              kystfiskeri, efter at disse regler er blevet accepteret
              af Danmarks Fiskeriforening. Og også denne gang blev det til
              skade for kystfiskerne – man har fået udformet en
              kystfiskerordning som kun meget få kystfiskere kan tage
              imod. Til denne elendighed kan lægges, at man i år har fået
              reguleret Nordsøtorsken således, at den selv samme dag hvor
              torsken endelig kom ind til den jyske vestkyst, da var kvoten
              fisket op. Denne julemåned må kystfiskerne i Nordsøen smide
              deres torskefangster over 200 kg om ugen tilbage i havet, sejle
              til andre farvande, eller begå lovbrud. Vi
              har skrevet et utal af breve og vi har ringet igen og igen, i forsøget
              på at få en mere fornuftig regulering for kystfiskerne, men vi får
              blot den besked, at reguleringen er udformet efter rådgivning fra
              Danmarks Fiskeriforening. Fiskeriforening fik ministerens
              og myndighedernes velsignelse til at ødelægge det for
              kystfiskerne, og det selv om foreningen flere gange
              offentligt har sagt, at de ikke vil have en særordning for
              kystfiskere og at de i øvrigt vil modarbejde et hvert forslag som
              kommer fra Levende Hav. Ovenstående
              er blot et af mange eksempler på en kuldsejlet dansk
              fiskeripolitik her i 2001, flere vil følge i det kommende år.  Bestyrelsesmedlem
              i Levende Hav Kurt Bertelsen Christensen 
              Home  
              
                     
              
                
              
               |