Det er måske for tidligt at komme med denne prognose, men dokumenterne og de mange rygter her i landet og de voldsomme reaktioner i bl.a. Skotland, synes at pege på mere kaos mere bureaukrati og mindre fornuft og bæredygtighed i fremtidens fiskeri.

Vi er endnu meget langt fra at have begreb om de EU fiskeriaftaler der blev vedtaget i Bruxelles den 20.12, men med den smule vi har fået kendskab til, tegner der sig et uhyggeligt bureaukratisk billede af fremtidens fiskeri. Allerede i dag er fiskeriet bureaukratisk, men fremtidens fiskeri vil ikke kun være begrænset af de færre og færre ressourcer, men i ligeså høj grad af fiskernes muligheder for at forstå og honorerer de mange krav der stilles af EU og de nationale fiskeriforvaltninger.

Siden indførelsen af den fælles fiskeripolitik i 1983 er reglerne for fiskeri blevet mere og mere detaljerede, sofistikerede, uigennemskuelige og nu også uigennemtænkte. Når fiskeriet alligevel har kunnet foregå, hænger det sammen med at fiskerne har forstået at navigerer inden for dette system af havområder, kvoter, maskestørrelser osv. De har landet fisk fra andre områder end der hvor fisken er fanget; de har landet uden om de systemer som kontrollerer; de har taget chancen og landet fisken selv om de kunne risikerer at blive opdaget og få store bøder. Det vil fortsætte, men det vil blive vanskeligere for det traditionelle fiskeri.

Kommissionen og ministerrådet har offentligt erkendt de indlysende svagheder i forvaltningen af EU's fiskeri. Og op til vedtagelsen af fiskerireformen, havde myndighederne flere gange fået understreget, at fiskerne skal have et meget større ansvar for en fornuftig gennemførelse af den fælles fiskeripolitik. Med EU's fiskerireform som den tegner sig og de nye regler og forordninger som er vedtaget, synes myndighederne at have opgivet at få skabt en fiskeriforvaltning hvor fiskerne gives et større ansvar for fremtidens fiskeri.

Som det ser ud i øjeblikket, vil fiskeriet og forvaltning fortsætter på den ”legende røvere og soldater” kurs som har styret fiskeriet op gennem 90’erne, men i fremtiden med færre deltagere fra det mindre og det mere traditionelle fiskeri. Dette fiskeri har lidt under og er blevet skåret ned til sokkeholderne under den fælles fiskeripolitik, men med det enorme bureaukratiske fiskeri som tegner sig, vil flere bukke under. Tilbage får vi de store ressourcekrævende og omsætningstunge fartøjer som også har råd til at hyre de nødvendige eksperter der kan matche den fiskeriforvaltning og kontrol som bygges op.

En mere bureaukratisk fiskeriforvaltning og en større fiskerikontrol vil ikke give os et mere bæredygtigt fiskeri, tværtimod. Vi er faktisk så langt fra det bæredygtige fiskeri som vi kan komme i øjeblikket. Vi aner ikke, og det gøre myndighederne heller ikke, hvad der blev vedtaget i Bruxelles den 20/12. Fiskeriet bliver tilsyneladende så kompliceret, at fiskerne med samvittigheden i behold kan fralægges sig et hvert økologisk og også økonomisk ansvar for deres virksomhed. Tilbage står vi med en EU kommission og de nationale forvaltninger, som strides om hvem der har ansvaret for at fiskeriet bliver dårligere og dårligere. Skandalerne vil fortsætte, industrifiskeriets bifangster af sild, kuller og torsk vil fortsætte, udsmidet vil vokse for fiskerne og myndighederne vil fortsætte med at koncentrerer sig om hvor, hvornår, hvordan og hvilke fisk der landes, hvor det bæredygtige fiskeri  skal være fokuseret på selve fiskeriet, altså hvor, hvornår, hvordan og hvilke fisk fiskerne fisker?

-         Mere kontrol med et ubæredygtigt fiskeri fører automatisk til et højere udsmid. Bliver risikoen for at blive opdaget højere, vil fiskerne smide meget mere af den ulovlige fisk tilbage i havet, som dødt udsmid. Det er nemlig ikke ulovligt at fange de ulovlige fisk, det er ulovligt at lande den.

-         Lavere kvoter på en art, som f.eks. torsk, fører automatisk til et større udsmid af torsk. Det kan ikke undgås i og med at torsk fanges sammen med f.eks. kuller.

-         Opdelingen i mange mindre farvandsområder giver et forkert billede af bestandssituationerne. I 2003 må de danske fiskere f.eks. 10.000 tons rødspætter i Skagerrak mod 5000 sidste år. Dobbelt så mange fisk må jo betyde at bestanden har det dobbelt så godt i Skagerrak, men det er der ingen der ved noget ædrueligt om.

-         I de danske farvande landes der fisk på kryds og tværs og ingen har noget overblik over hvor fisken er fanget.

-         Der var lagt op til at kystfiskerne skulle tilgodeses med en forvaltning som kunne sikre deres eksistens, det ser ikke ud til at være kommet med. Tværtimod må man sige når man ser at fartøjer ned til 10 meter skal afgive en lange række af meldinger hver gang de skal på fiskeri og når de skal lande fisken.

Den 1. Feb. Skal fiskeriet starte op på det grundlag man vedtog den 20.12 og det er helt usædvanligt at ingen tilsyneladende ved hvorledes det kommer til at ske. I Skotland er der voldsom offentlig debat, mens vi herhjemme oplever et Fødevareministerium der er ligeså lukket som en østers.

Det er dybt utilfredsstillende at være underlagt en regering og et ministerium som i den grad lader hånt om de offentlige interesser der er på spil i denne sag. Og det synes uden for enhver fornuft, at det samme ministerium som har været formand for vedtagelsen af en fiskerireform, der indeholder en nyskabelse som artikel 31 om De regionale råd, kan være så tavs. Ideen med de regionale råd er netop at få højnet kvaliteten af fiskeriforvaltningen gennem en større offentlig debat under inddragelse af mange flere aktører ind tilfældet er i dag.

Indtil den 20.12 blev fiskeriforvaltning vedtaget af ministeriet og Danmarks Fiskeriforening. Ifølge fiskernes formand Bent Rulle er Danmarks Fiskeriforening nu også ude af forvaltningen, så tilbage står alene ministeriet som skal bestemme fiskeriet.    

Home