|
Af Kurt Bertelsen Christensen
Fiskeriet er på vej til at udhule værdien af de
investeringer, der er foretaget for et bedre havmiljø. Det er
derfor, vi som borgere må kræve udvikling af et bæredygtigt
fiskeri
Det bæredygtige fiskeri har fået større aktualitet, fordi
Danmark har overhalet Spanien og er blevet EUs største
fiskerination. Industrifiskeriet efter tobis har bragt dansk
fiskeri i front, men desværre også ud på en katastrofekurs.
Denne katastrofale kurs ses tydeligst i strukturudviklingen i
fiskeriet, hvor den offentlige støtte ophugger det mindre og skånsomme
fiskeri, til stor skade for det bæredygtige fiskeri, for
havmiljøet og ressourceforvaltningen.
Er det rimeligt og ikke mindst formålstjenligt, at
befolkningens viden om erhvervsfiskeriet er så lavt som tilfældet
er - i EUs nu største fiskerination?
Det er ikke fangsten af spisefisk, som har givet Danmark førerpositionen.
Spanien fanger mere end dobbelt så mange spisefisk som Danmark.
Det er fiskeriet efter tobis til mel og olie, der er eksploderet
siden 1970. Opbygningen af en stor industriflåde, samt en
kraftig reduktion af spisefisken i vore farvande, har tilsammen
fået det danske industrifiskeri bragt op på en fangst på ca.
1,5 mill. tons/år, og det er ikke bæredygtigt målt på
fiskeressourcernes værdi for de europæiske samfund. Samtidig
hermed har såvel det danske som det europæiske konsumfiskeri
udviklet brutale fangstmetoder og stor maskinkraft for at kunne
fange de meget færre spisefisk, der er tilbage. Og det er ikke
bæredygtigt målt på havets økosystem og fiskeressourcer.
Danmark har alene ansvaret for en 1/3 del af EUs samlede
fiskeressourcer, og omsætter ca. 2 mill. af de 7 mill. tons
fisk/år der landes i EU-landene. I 1972 blev der også fanget 7
mill. tons fisk i EF, men dengang gik Danmark ind i EF med en
samlet fangst på 1 mill. tons fisk. I 1970 var der 4500
fiskefartøjer over 5 tons i Danmark, i dag er der 1800 fartøjer
tilbage. I de seneste 10 år er den danske fiskerflåde blevet
reduceret med mere end 1000 kuttere. Udvikling har medført, at
hvor hovedparten af fangsten for få år siden blev udbetalt til
fiskerne, bliver den største part af vore fælles
fiskeressourcer brugt til at holde liv i en energiforbrugende
fiskeflåde, en fiskeindustri som er gået i stå, i bankerne og
ikke mindst i myten om at den danske fiskerpolitik skulle være
den bedste i EU.
I dag er det faktisk umuligt at læse en avis, se TV eller høre
radio, uden at få noget at vide om miljø og økologi inden for
fødevarer og landbrug, og sådan har det været i flere år.
Denne massive offentlige interesse har opbygget en bred almen
viden om miljø- og økologi på området. Og denne folkelige
interesse har lagt pres på politikerne og producenterne for at
få et større mål af bæredygtig og økologisk udvikling på
disse områder. Fiskerierhvervet står udenfor denne udvikling.
Bortset fra fiskerinoteringerne og indholdsløse tvreklamer er
der ikke meget nyt fra denne verden. Det er sjældent nyheder,
som beskæftiger sig med sammenhængene inden for fiskeri,
havmiljø og økologi. Vi ved, at vi bør spise fisk og hvorfor,
men hvor fisken kommer fra, det ved vi ikke noget om. Vi har hørt
om kvoter, udsmid, discard, bifangster, grå- og sorte fisk,
bomtrawl, bundtrawl, men sammenhængene er os ukendte. Ukendt er
også forureningens betydning for de fisk vi spiser, ja vi ved
ikke engang, om fisken er opdrættet eller vildtfanget, når vi
køber ind. Ligesom fiskeredskabernes påvirkninger af havbunden
og tobisens betydning for økosystemet samt de mange årsager
til udsmidet er ukendte for de fleste.
Det er dette folkelige ukendskab, som tillader fiskerne (læs:
jægerne) på det største jagtområde i Danmark, at forvalte
havets økosystem som en pløjemark og en begrænset
naturressource som fisk som et råstof. Fisken, som kunne give
positive indtægter til de mange fiskere, bruges på brændstof
og nyt isenkram i kampen for at overleve som fisker. Og
samfundet støtter op om de beskidte metoder i denne kamp: Større
og større fartøjer, større motorer, mere og mere brutale
fiskeredskaber, færre og færre fiskere. Politisk og ved at
give offentlig støtte til afvikling af det mindre fiskeri og
offentlig støtte til udvikling af det store fiskeri.
Alt for mange tror, at kutterne bliver ophugget, fordi der
bliver fanget for mange fisk - at kutterne bliver ophugget for
at beskytte fiskebestandene. Men det er bestemt ikke tilfældet,
og godt det samme, for så var ophugningen også en fiasko på
det område.
For fiskertrykket er som nævnt ikke faldet i takt med
ophugningerne, og måler man på bestandene, har mængden af
spisefisk i vore farvande aldrig været lavere end den er i dag.
Støtte til ophugning beskytter ikke fiskeressourcerne, men forsøger
at fordele fattigdom blandt fiskerne. Spørger man Fødevareministeren
om hans målsætninger med støtten til ophugning siger han: Der
er for mange fiskere til for få fisk. Og det er selvfølgelig
noget vrøvl. Der er rigelig med fisk til mere end dobbelt så
mange fiskere. Derimod er der ikke rigelig med fisk til at
forrente og drive den type fiskefartøjer, der er blevet
opbygget og som stadig udvikler sig. Det er altså ikke antallet
af fiskere, der er problemet, det er måden der fiskes på.
Nogen mener, at udviklingen er ‘naturlig’. At det mindre
fiskeri vil forsvinde under alle omstændigheder, men det er
ikke rigtigt. Det er alene en politisk udvikling, for at opfylde
EUs målsætninger om reduktioner af den danske fiskeflåde,
dernæst for at undgå ballade med de store drenge i dansk
fiskeri. Var man nu ikke så bange for de store drenge i dansk
fiskeri, så kunne man nå reduktionsmålene meget hurtigere ved
at ophugge fra den tunge ende, også uden at komme i konflikt
med EU.
Danmark er nu blevet EUs største fiskerination og bør selvfølgelig
gå i spidsen, men gode eksempler på skabelsen af et bæredygtigt
fiskeri i EU. Men hvad gør Danmark? Vi skælder ud på de andre
lande fordi de ikke overholder fiskeriaftalerne og viser det
gode eksempel, ved at ophugge de mindre og skånsomme fiskerier,
for at få frigjort den nødvendige tonnage til opbygning af de
store fartøjer.
Den danske fiskeripolitik og strukturudvikling støttes af
fiskernes eneste organisation, Danmarks Fiskerforening (DF) som
er en økonomisk interesseorganisation, hvor ca. halvdelen af de
aktive fiskere er medlemmer. I DF betyder antallet af medlemmer
ikke så meget, som hvor meget de enkelte medlemmer betaler til
foreningen. I foreningens formålsparagraf kan man læse, at
foreningen skal arbejde til fordel for medlemmernes økonomiske
interesser. Og da medlemmernes økonomiske interesser også er
blevet foreningens økonomi, er det blevet de store fartøjer
som holder DF oven vande. Det er sikkert en af grundene til, at
DF, både fiskeri- og miljøpolitisk er forblevet på et
udviklingstrin noget før H.O.A Keldsens velmagts dage i
Landbrugsrådet.
DF har ikke råd til at støtte det skånsomme fiskeri og af
endnu uforklarlige grunde indretter politikkerne sig efter DF.
Politikkerne siger at fiskerne selv må afgøre med hvilke fartøjer
og teknikker de vil fiske. Men politikkerne mangler at fortælle
offentligheden, hvordan fiskerne kan det? Landmændene kan ikke
selv bestemme landbrugsstrukturen i Danmark og det hænger uløseligt
sammen med landbrugsstøtten som favoriserer de store brug. På
dette område er fiskeriets virkelighed den samme.
Danmark er nu blevet EUs største fiskerination, og bærer
derved det største ansvar for EUs fiskeripolitik. Det er nu
Danmark som skal starte den bæredygtige udvikling i det danske
fiskeri, for ligesom på andre områder, må vi selvfølgelig
feje for egen dør inden vi kan stille krav til de andre lande.
Men de danske fiskeripolitikere har meget travlt. De har også
ansvaret for fødevare- og landbrugspolitikken, og på de områder
har de dagligt medierne og vælgerne på nakken. Dertil kan lægges
det sørgelige faktum, at ingen af Folketingets 179 medlemmer brænder
for fiskeriet. Men der burde også være plads til et stort
erhverv som fiskeriet, for fiskeriet har som andre erhverv også
brug for den politiske- og folkelige bevågenhed og opbakning.
Og er sympatien for det skånsomme fiskeri ikke nok, burde de
store investeringer, der er foretaget for at få et bedre
havmiljø, få politikkerne op af stolen. For selv om
havforureningen har spillet og stadig spiller en stor rolle for
havets økosystem, så handles der i forhold til disse
problemer, med vandmiljøhandlingsplanerne i Danmark som de
vigtigste.
Fiskeriet vil ikke stille sig på tværs. Fiskernes formand
har gentagne gange givet udtryk for, at fiskeriet er bæredygtigt,
hvis det er vedtaget i Folketinget. Og så er der vel ikke andet
at gøre, end at vi som borgere, igennem Folketinget, nu stiller
krav om et bæredygtigt fiskeri.
Kurt Bertelsen Christensen er formand for
Landsforeningen Levende Hav og bl.a. fhv. fiskeskipper
Apropos
Hvad er et bæredygtigt fiskeri? Bortset fra den biologiske bæredygtighed,
som kan måles på fiskebestandene og økosystemet, er begrebet
bæredygtigt fiskeri, ligesom andre bæredygtighedsbegreber ikke
noget man sætter i system, men udelukkende politiske målsætninger.
Bæredygtighed tåler bedst sammenligning med den sunde fornuft.
Også derfor kan alle deltage i de politiske bestræbelser på
at nå de mange forskellige bæredygtige målsætninger. Selv om
faglige viden hjælper, er det ikke en forudsætning for at
deltage. Grundlaget for bæredygtighed accepterer de fleste - at
det er blevet nødvendigt i landbrug og fiskeri, fordi den
industrielle udvikling har sat naturen ud af kraft. Det bæredygtige
fiskeri er således et forsøg på at få balance i den
husholdning, som ikke længere styres af naturen, men af alle
mulige andre politiske-og økonomiske aktører, end netop
fiskeren og havet.
Et bæredygtigt fiskeri er altså et politisk mål, hvor
midlerne kan være mange. Det kunne være en lovgivning for
trawlfiskeriet, hvis dette fiskeri skader mere end det gavner,
det kunne være positiv særbehandling af skånsomme
fiskerimetoder hvis dette fiskeri løbes overende af brutale
metoder. Det kunne også være et økologisk fiskeri. Et økologisk
fiskeri er et alternativ til det traditionelle fiskeri og det økologiske
fiskeri har et sæt vedtagne regler. Disse regler behøver ikke
nødvendigvis at være objektive, for som andre regler vi har
vedtaget, f.eks. på det økologiske landbrugs område, spiller
sympatien en vigtig rolle. Det er også en frivillig aftale, en
kontrakt, mellem producent og samfund og kontrakten indeholder
udelukkende regler der kan kontrolleres.
|