Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

I feb. 2008 gennemførte Sydafrika Kontakt deres del af 2008 aktiviteterne i det Fiskeri Faglige Netværk. Filosof og bestyrelsesmedlem i Levende Hav deltog i projektet. Her følger hans evaluering og indtryk fra turen til kystfiskeriet i Sydafrika.

Evaluering af besøgsrejse til Sydafrika

Henrik Jøker Bjerre, Levende Hav

Det fiskerifaglige netværks tre gæster i Sydafrika, Lars Kjær Johansen (Razon), Ejner Lyduch (PUGAD) og Henrik Jøker Bjerre (Levende Hav), tog fra Kastrup Lufthavn over London Heathrow til Cape Town søndag den 10. februar 2008 for at mødes med Sydafrika Kontakts tre danske udsendinge og en række lokale aktører i SAKs fiskeriprojekt. Rejsen, der varede 12 dage bød på en lang række af meget interessante møder og en lejlighed til at diskutere tekniske, faglige og politiske perspektiver af det arbejde, de fire organisationer udfører i hver deres region.

Første aktivitet

Besøget i Sydafrika var den første egentlige aktivitet i netværket, hvilket viste sig at være et helt udmærket valg. For det første gav rejsen i sig selv en mulighed for at seks af netværkets medlemmer simpelthen lærte hinanden bedre at kende og fik mulighed for at spørge til de mange personlige, organisatoriske og økonomiske problemstillinger, der ligger bag ethvert engagement i NGO-arbejde. For det andet gav det konkrete indhold i rejsen, (besøgene hos fiskerne i en række landsbyer og diskussionerne med forskere og NGOer i Cape Town), et håndgribeligt udgangspunkt for de diskussioner og erfaringsudvekslinger, der opstod undervejs. Når man starter med at forsøge at forstå situationen for Donovan i Hout Bay eller Stuart i Struisbaai og derfra bevæger sig til problemer som organisation, afsætning og investeringer, og siden hen til spørgsmål om internationalt samarbejde, bliver hele diskussionen mere levende og nærværende. Endelig viste besøget (dermed) også at der faktisk er noget at samarbejde om. En overgang under opholdet blev vi muligvis endda en smule for begejstrede over, at der var så mange fælles referencepunkter i vores arbejde (der er trods alt også mange forskelle både i metoder og situationer), men det synes ikke desto mindre at være klart, at projekterne trods alt ligner hinanden så meget, at de forskelligartede erfaringer netop har nok fællestræk til at kunne give relevante, nye perspektiver. Netop fordi vi ikke arbejder på det samme projekt, kan vi frit give vore synspunkter til kende og afprøve nye vinkler på vores arbejde, som vi ikke ville have opdaget eller tænkt på, hvis ikke vi havde mødt det ”skæve syn” fra en kollega, der alligevel ikke helt er en kollega.

Besøgsrejsens sammensætning

Programmet for rejsen rundt til SAKs samarbejdspartnere var meget gunstigt tilrettelagt. Vi fik en grundig introduktion til de fleste af de niveauer, der har relevans for NGO-arbejde med fiskeriudvikling i Sydafrika. Der var ikke tale om rovdrift på deltagerne, men vi fik alligevel en meget stor mængde information på de relativt få dage. Undervejs nåede vi i flere tilfælde at opnå en ganske tæt tilknytning til projektet og dets aktører, især under en-dags-seminaret med Masifundise i Cape Town den 13.2. og under møderne med fiskerne i Doringbaai den 18. og 19.2., således at vi blev direkte inddraget i strategiske og praktiske diskussioner af projektets problemstillinger. Man kunne således muligvis indvende, at de tre gæster i nogen udstrækning opførte sig (os) – og blev betragtet – som ”almindelige” projektdeltagere og dermed havde mindre fokus og tid til de mere overordnede ambitioner for det fiskerifaglige netværk. Imidlertid ville en sådan mulig indvending skyde ved siden af (rent bortset fra hvis vi faktisk generede folk ude omkring med vores nysgerrighed og ”gode råd” uden at være klar over det (!) – men det virkede ikke sådan; tværtimod var alle meget imødekommende og interesserede i at udveksle erfaringer). Det var netop den meget direkte involvering i det arbejde, SAK og Masifundise udfører, der gjorde det muligt at skabe et konkret og virkelighedsnært grundlag for vore øvrige diskussioner. Disse fik ganske vist måske ikke helt så megen decideret programlagt tid, som man kunne ønske, men det er bestemt forhold, der kan rettes op på siden hen, i netværkets øvrige aktiviteter, samt i de ordinære møder. Desuden giver en rejse som denne naturligvis undervejs en række muligheder for at fortsætte diskussionerne, fra f.eks. et møde, under mere uformelle former, når man tilbringer det meste af dagen sammen – noget skal man jo tale om over aftensmaden...

Vi afsluttede med et (formelt) møde i Heathrow lufthavn, hvilket meget godt illustrerede den vedholdende aktivitet under rejsen, samt nødvendigheden af at inddrage de lommer til mere almene diskussioner, som vi kunne finde.

Masifundise

SAKs aktiviteter i Sydafrika nyder godt af en helt central forudsætning – en virkelig udmærket partner. Masifundise består af erfarne og reflekterede medarbejdere, der er tydeligt vidende og engagerede i kampen for at sikre bedre levevilkår og rettigheder for kystfiskerne i landet. Det var et privilegium for de tre gæster at få lov at deltage i seminaret den 13.2., hvor Masifundise diskuterede visionerne for foreningens arbejde i den kommende tre-årsperiode. Dette møde var opmuntrende på flere planer. Dels gav det os lejlighed til at lytte til og diskutere de mange konkrete problemstillinger i Sydafrika, og dels fik vi dermed et grundigt gennemarbejdet grundlag for at reflektere over og diskutere NGOernes rolle i fiskeriudviklingsprojekter som vores, i almindelighed. Det er svært ikke at tænke tanken, at et yderligere netværk kunne være særdeles interessant: et netværk af NGOer i udviklingslandene, der arbejder med udvikling i fiskeriet i egne lande, dvs. f.eks. med udgangspunkt i Masifundise og de tre øvrige danske organisationers samarbejdspartnere i Filippinerne, Mellemamerika, Kazakhstan og Eritrea. Alternativt kunne det muligvis være interessant at arrangere en række udvekslingsrejser (i ”regi” af eller via det danske fiskerifaglige netværk), hvor én eller to projektmedarbejdere fra ét land besøger en NGO i et andet og deltager i diskussioner og samarbejde på en lignende måde som vores besøgsrejse i Sydafrika. Et sådant opholde kunne formentlig være til stor inspiration.

Coastal Links

Masifundises forlængede arm i de mange lokale fiskersamfund er en spændende organisation. Vi mødte adskillige af de lokale ”ledere” og fik et relativt godt indblik i de problemer, sammenslutningen arbejder med. Der er nok at tage fat i – lige fra individuelle fiskeres rettigheder over fælles initiativer til opbevaring og salg til nødvendigheden af en så bred organisation som muligt til at tale på fiskernes vegne. Det virker som om forholdet mellem Masifundise og Coastal Links er blevet fornuftigt arrangeret, selvom sidstnævnte endnu virker noget skrøbelig. Fra Levende Havs arbejde i Kazakhstan kender vi f.eks. også til problemstillingen med at opdele initiativerne i et bredere NGO-arbejde (der f.eks. inkluderer miljøpolitik og ungdomsarbejde) og det meget direkte fortalerarbejde for fiskerne. Kan balancen mellem Masifundise og Coastal Links holdes, samtidig med at sidstnævnte styrkes, ligner det et godt arrangement. I denne sammenhæng er det værd at bemærke, at der er en lang række af især sociale problemstillinger, der rumsterer i baggrunden for Coastal Links’ engagement. Det er naturligvis vanskeligt at gøre sig klog på NGO-arbejde i et fremmed land på så trods alt begrænset en baggrund som denne besøgsrejse, men det forekommer vigtigt at fastholde fokus på fiskernes specifikke problemstillinger i forhold til samarbejde, organisering, salg og rettigheder. Det er altid vanskeligt at fravælge vigtige problemstillinger der i øvrigt kræver handling, men hvis en fiskeriforening også skal inddrage HIV/AIDS, stofmisbrug og kriminalitet i sit arbejde, kan det blive vanskeligt at håndtere – man risikerer at organisationen drukner i komplicerede problemstillinger, der ganske vist hænger sammen, men netop derfor må løses med et skarpt fokus. (Denne diskussion har i øvrigt tydeligvis allerede været taget i Masifundise – hvilket fremgik flere gange under vores møder – og formentlig ikke for sidste gang; hvis/når organisationen bliver stærkere kan/vil den muligvis tage nogle af de bredere problemstillinger op også).

Noget lignende gør sig gældende i forhold til diskussionerne af Coastal Links’ muligheder for at oprette et uafhængigt eksportled til afsætning af sydafrikanske fisk og hummere i Europa. Incitamentet fra fiskernes side til at ønske sig en sådan uafhængighed er sådan set ganske indlysende, ikke mindst fordi de i dag åbenlyst står i en vanskelig forhandlingssituation overfor køberne (der så ofte selv sender fiskene ud af landet). Hvis man er afhængig af en kontrakt med en aftager for overhovedet at have lov til at fiske, samtidig med at man ikke råder over opbevarings- og transportfaciliteter, kan man komme til at stå tilbage med en meget stor afhængighed og en meget lille andel af fiskens værdi. Ikke desto mindre er der efter Levende Havs mening grund til at fare med lempe i denne sag. Det er for det første Levende Havs overordnede indstilling, at fisk, når det er økonomisk forsvarligt for fiskerne, skal spises så tæt på fangststedet som muligt eller transporteres til havs eller med tog – et synspunkt vi finder det problematisk at se bort fra i projekter, der også skal tage højde for miljømæssige konsekvenser (ikke mindst i betragtning af den markant forøgede opmærksomhed omkring klimaforandringerne). For det andet forekommer det mere sandsynligt, at der er et decideret marked for lokalt fangede fisk i Sydafrika (f.eks. til restauranter, supermarkeder og delikatesseforretninger) end at man inden for en overskuelig fremtid kan oprette en uafhængig eksportvirksomhed, der kan sikre fiskerne en betydeligt bedre pris for deres produkt. Igen kunne devisen være at der er nok at tage fat på, inden man når så langt – kvalitetssikring, fælles opbevaringsfaciliteter, transport, evt. indkøbsforeninger, o.a., og det er vores vurdering at dette arbejde med god mening kan igangsættes uden en decideret eksport-overbygning (i hvert fald i første omgang). Endelig er et eksportinitiativ afhængigt af verdensmarkedspriser samt eventuelle (uforudsete) ændringer i adgangen til det europæiske marked, hvilket gør det mere skrøbeligt, end man kunne ønske.

Alle disse problemstillinger fik vi rig lejlighed til at diskutere – også med fiskerne selv – og det gav anledning til refleksion og diskussion af de danske NGOers rolle i fiskeriudviklingsprojekter generelt: Hvor meget kan vi overkomme, hvad kan vi tilbyde, og hvordan sikrer vi det mest muligt bæredygtige udkomme af det forbedringer, der indføres. (Det konkrete arbejde i Sydafrika rummer naturligvis mange aspekter, som vi ikke kunne nå at sætte os ind i på den korte tid, og derfor er diskussionen ovenfor heller ikke ment som en kritik af hverken Coastal Links eller SAK, men snarere som en fremstilling af de problemstillinger, vi diskuterede undervejs).

Forskerdimensionen

Bortset fra at Masifundise selv har medarbejdere, der arbejder på niveau med internationale forskere fik vi undervejs lejlighed til at møde to forskere, der arbejder med fiskerirelaterede problemstillinger – begge i et sikkerhedsperspektiv – Maria Hauck og Andre Standing. Disse to møder var glimrende supplementer til turens konkrete aspekter, og vi fik især hos Andre Standing i Institute for Security Studies inspiration til at se de mere internationale og gennemgående perspektiver i kystfiskeriets vilkår rundt omkring i verden – faktisk inklusive i Danmark, der på nogle måder kan sammenlignes med Sydafrika (i forholdet mellem den store industri, der støttes af staten, og det mindre, kystnære fiskeri, der ofte i bedste fald overlades til sig selv). Standing gav os også en direkte indføring i de noget spegede forhold omkring EU's fiskeriaftaler med en række afrikanske lande. Mødet med ham var delvis en bekræftelse på forhold, vi kendte i forvejen, men som Standing og ISS i Cape Town tilsyneladende er på vej til at skaffe en mere substantiel dokumentation for: At EU allerede i en årrække har været i gang med at ”løse” sine problemer med en overdimensioneret fiskeflåde ved at eksportere dem til fattige lande i den tredje verden, især Afrika.

Der er uden tvivl gode perspektiver i at fastholde og udbygge et netværk af kontakter med viden om og interesse i dette område, så vi kan bidrage til en større bevidsthed i EU om konsekvenserne af de aftaler, vi indgår, ligesom problemstillingen i øvrigt rækker langt ud over både EU's og Afrikas grænser, idet f.eks. både Kina og Rusland også er aktive spillere. Igen er internationalt samarbejde og videndeling oplagt.

Rettighedstilgangen

Én af forskellene på Levende Hav og Sydafrika Kontakt er, at vi i LLH arbejder meget med fiskeriudstyr, mens SAK næsten udelukkende fokuserer på organisation og rettigheder. For Levende Hav har det altid været opløftende at inddrage fiskere fra Danmark i arbejdet ude omkring og vise hvordan nyt, men simpelt udstyr kan indgå i de allerede etablerede praksisser. Med dette fælles arbejde som udgangspunkt har vi så en god, gensidig forståelse og mulighed for at opbygge mere formelle samarbejdsrelationer. Det var derfor med en nysgerrig forventning, jeg deltog i rejsen, og det viste sig at blive en lærerig tur også i denne henseende. SAKs, Masifundises og Coastal Links’ arbejde hænger efter min bedste vurdering fint sammen, og den rettighedsbaserede tilgang virker som et meget logisk redskab til at arbejde for bedre vilkår for fiskerne, ikke mindst i lyset af hele omstillingsprocessen fra apartheid i Sydafrika. Når hele transformationen af landet i de sidste femten år har været så stærkt fokuseret på lige rettigheder og omfordeling, er det naturligvis en indlysende sag at arbejde for at de mange erklæringer også følges op med faktiske og logiske tiltag til gavn for de mindre og fattige fiskere. Når vi undervejs på rejsen havde nogle diskussioner af, hvorvidt rettighedstilgangen kan overbetones, skal det altså ses i lyset af den utvetydige konstatering af, at det giver usædvanlig god mening at fokusere på rettigheder i Sydafrika (”Fishers’ Rights are Human Rights” som det hed i en Coastal Links demonstration for nogle år siden). Vi diskuterede ikke desto mindre, om det var muligt, at den store opmærksomhed omkring fiskernes historiske og kulturelle rettigheder kan være en smule uhensigtsmæssig, hvis den medfører, at man ikke får fremhævet tilstrækkeligt, hvad fiskerne har at tilbyde – nemlig et væsentligt socio-økonomisk bidrag til udvikling af udkantsområderne; fiskerimetoder, der i de fleste tilfælde er skånsomme overfor havmiljøet og fiskebestandene (eller kan administreres som sådan i samarbejde med lokale Coastal Links-afdelinger); gode muligheder for samarbejde mellem fiskeri og turisme; og i det hele taget en frisk kvalitetsfisk direkte fra en lille jolle til restaurantens menukort. (Et møde i Lambert’s Bay med en belgisk ingeniør, der havde udviklet et sikkerhedssystem til det kystnære fiskeri, som samtidig kan fungere som grundlag for en mærkning af fisk med oplysninger om fangststed og redskaber, kastede yderligere positivt lys på perspektiverne i en sådan tilgang).

Generelt for fiskerinetværket var disse diskussioner interessante, fordi de stillede spørgsmål om kystfiskernes rolle i samfundet rundt omkring i verden og vores mulighed for at bidrage til at styrke kystfiskersamfundene. Masifundises meget velfunderede rettighedstilgang vakte eftertanke og gav inspiration.

Opsummerende

Rejsen levede op til sit formål. Netværket fik en god start, fordi vi fik en hands-on introduktion til én af medlemsorganisationernes arbejde. Uanset at (eller netop fordi) de andre aktiviteter i netværket i første omgang vil have noget andre former, var det efter min mening den helt rigtige måde at indlede samarbejdet på. Rejsen forløb så godt og problemfrit, som vi kunne ønske. Programmet var fint afbalanceret, og vi mødte en række meget interessante personer med tilknytning til fiskeriet. Især den sidste uges tur op langs vestkysten gav gode input og en mængde både fagligt og personligt udbytterige samtaler og møder. SAK (og Masifundise) fortjener ros både for afviklingen af besøget i almindelighed og for den store åbenhed og imødekommenhed i særdeleshed – inklusive villigheden til at inddrage os (gæsterne) i en række væsentlige diskussioner af projektets problemstillinger og tage vore synspunkter på dem alvorligt, også når vi havde kritiske og spørgende tilgange. Der er skabt et udmærket udgangspunkt for netværkets fortsatte arbejde.