Home Dansk fiskeripolitik EU fiskeripolitik M/S Anton Galleri Aralsø-projektet Arkiv Links Støt os   English

Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

 

 

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri                 

Holbergsgade 2

1257 København K

Vedr. EU fiskeriaftaler, Salomonøerne

Til Fødevareministeren 

Vi beklager den lange periode hvor denne sag har ligget underdrejet. Årsagen kan alene tilskrives en meget lang sagsbehandling i Udenrigsministeriet. En sagsbehandling som også er uforklarlig, idet der tilsyneladende ikke har fundet nogen sagsbehandling sted! Uden kommentarer fra Udenrigsministeriet, modtog Levende Hav den 4. oktober 2004, syv måneder efter Levende Havs henvendelse, et brev fra Folketingets Udenrigsudvalg, som vedhæfter en note fra Udenrigsministeriet, som blot henviser til Fødevareministeriets svar til Folketingets Fødevareudvalg. Det er en utilfredsstillende og meget kritisabelt politisk forvaltning, som Folketingets Ombudsmand sikkert også vil give os ret i. 

Denne sag har klare udviklings- og bistandspolitiske uheldige bifangster, for EU’s fiskeraftaler skaber udviklingsproblemer for kystfiskerne i syd, problemer som Danmark og EU så efterfølgende kan forsøge at afhjælpe med udviklingsbistand. Men det er som nævnt kun Fødevareministeriet der har forsøgt sig med et svar. Desværre svarer Fødevareminister Mariann Fischer Boel ikke på spørgsmålene, tværtimod rejser besvarelsen nye spørgsmål. Så derfor stiller vi denne forespørgsel til Fødevareministeriet med kopier til relevante parter, herunder EU.

Levende Hav har part i denne sag. Vi har aktiviteter og projekter i den 3. verden, støttet af Danida og private donorer, til støtte for disse landes kystfiskere. Og vi modtager henvendelse og forespørgsler fra kystfiskere og organisationer i den 3. verden, som har brug for information, hjælp og støtte. (se venligst kopi af seneste brev fra fiskerne på Salomonøerne). De ønsker naturligvis viden om hvad EU’s fiskerifartøjer fortager sig og har planer om at foretage sig i de farvande hvor de selv forsøger at leve af fiskeriet. Og da kystfiskerne i den 3. verden ikke har nogen direkte adgang til de internationale og ofte kun begrænset adgang til de nationale myndigheder, håber de selvfølgelig at Levende Hav og andre NGO’er, kan give dem oplysninger om hvad EU fortager sig i deres farvande.  

Levende Havs formål med denne fokusering i Danmark, er at give kystfiskerne i den 3. verden disse oplysninger. Men samtidigt arbejder vi på, at skabe en større politisk og folkelig opmærksomhed om disse problemer, der gerne skulle resultere i et folkeligt krav om, at EU landene og EU kommissionerne og EU parlamentet, i langt højere grad end tilfældet er i dag, stiller større, bindende og forpligtende krav til de regeringer og myndigheder som EU køber fiskerettighederne fra. Krav om at EU indkøbene, som mindste mål, også kommer de enkelte landes kystfiskere til gavn og nytte, så de kan blive udviklet til at kunne klare sig i konkurrencen mod de større og udefra kommende fartøjer og dette moderne fiskeri.

Danmark stiller skrappe krav i forbindelse med den direkte støtte til landene i den 3. verden i forbindelse med udviklingsbistanden, krav om bl.a. god regeringsførelse, menneskerettigheder, demokrati osv.

Det samme bør naturligvis ske gennem fiskeriaftalerne. EU kommissionen bør ikke fortsætte med blot at give pengene til de enkelte landes magthavere og så må de selv om hvordan de forvalter disse penge. Men det gør vi i dag og det er ikke holdbart. Det mener Levende Hav, sammen med andre, er legitime krav fra de europæiske skatteborgere, i og med at EU, anvender fællesskabets offentlige midler til opkøb af fiskerirettigheder til støtte for det private europæiske fiskerierhverv.

I Levende Hav erkender vi, at det er en stor opgave og at det også er en bøvlet affære. Det er det for os bl.a. fordi vi må hente de fleste oplysninger på Internettet og sammenstykke disse oplysninger med direkte henvendelse til fiskere og organisationer og vore egne erfaringer. (I den sammenhæng, er det utilfredsstillende og ikke i overensstemmelse med god forvaltningsskik i Danmark, at Fødevareministeriet flere gange i denne sag, svarer Folketingets Fødevareudvalg med henvisninger til ”pressemeddelelser”, udsendt af EU. For Fødevareministeriet kan vel ikke være i tvivl om, at det er administrationen i EU, som er under anklage i denne sag). 

Alle bør være kritiske i forhold til, at EU’s forvoksede, forgældede og offentlig støttede fiskeflåde - efter at have ødelagt ressourcegrundlaget for sig selv, ødelagt kystfiskeriet og det naturskånsomme fiskeri i EU og EU’s farvande - nu sejler længere og længere ud i den 3. verden, for at gentage ødelæggelserne der.

Og der er rigtig god grund til at råbe vagt i gevær, efter at have læst EU’s nye strategi for fiskeriaftaler med lande uden for EU.

Der står der bl.a. ”EU's indsats på dette område tager sigte på at fremme og styrke internationalt samarbejde og sikre bæredygtigt og ansvarligt fiskeri uden for EU-farvande i samme omfang som i egne farvande”. (LLH understregning). Dette er en uhyggelig påmindelse om hvad vi står overfor. EU erkender selv, at den er rivende gal i den fælles fiskeripolitik inden for EU, derfor er der også al mulig grund til, at Danmark at tage denne sag på den politiske dagsorden. Også fordi EU’s fiskeriaftaler med lande uden for EU, indtil videre er ”en intern procedure i kommissionen”.

Pt. har EU fiskeriaftaler i syd og øst til en pris på op mod 650 mil EUR, dækkende over mere end 1000 fartøjer. (flere af disse fartøjer er gengangere i de enkelte farvande, ex. er det sandsynlig at de 18 fartøjer i Kiribati aftalen bliver de fartøjer samme som de fartøjer der nævnes i Salomon aftalen. Det samme er sikkert tilfældet med ex, Mauretanien og Cap Verde, hvor EU betaler mere end 100 mil EUR/år for deres fiskeriaftaler osv. Flere aftaler udløber i 2004 og nye er indgået og flere på vej. Der kunne fremlægges et utal af eksempler til illustration af EU’s fiskeriaftaler og deres udvikling i tid og rum. Her fremhæves som eksempel de protokoller der er indgået mellem EF/EU og Mauretanien siden 1987.

I den seneste aftale med Mauretanien er der afsat 4 mil EUR om året til ”målrettede aktioner”, bl.a. forskning, fiskerikontrol og støtte til udvikling af kystfiskeriet (800.000 EUR/år). Her skal vi udelukkende og i første omgang fokusere på støtten til kystfiskeriet. Aftalen for perioden 2001 – 2006 er i gang, men for at få et begreb om EU’s opfølgning på aftalerne i de kommende år, vil vi gerne have besvaret følgende spørgsmål:

  • I EU’s aftale med Mauretanien for perioden 01.08.1996 – 31.07.2001 blev der afsat 5.250.000 EUR til ”målrettede aktioner” hvor stor en del af de midler var afsat ”til støtte for udvikling af småfiskeri”?
  • Hvad er disse midler blevet brugt til? Hvor mange kystfiskere i Mauretanien har fået nytte og gavn af disse midler? I hvilken form har kystfiskerne fået nytte af disse midler og er det Fødevareministeriets vurdering, at kystfiskerne i Mauretanien i dag er bedre stillet end de var før aftalen, dvs. i perioden 1993 – 1996?

Disse spørgsmål og svar har vi brug for til en analyse af værdien af EU’s fiskeriaftaler i forhold til de enkelte lande i syd. Vi er helt klar over, at oplysninger fra et enkelt land ikke kan give noget fyldestgørende svar for alle de lande EU har aftaler med, men disse oplysninger kan være retningsgivende for det videre arbejde. Her skal det understreges, at Levende Havs interesse i disse aftaler kun er toppen af isbjerget. Andre organisationer og interesser er også blevet opmærksomme på EU’s fiskeriaftaler i den 3. verden, så selv om det umiddelbart ser arbejdskrævende ud, så er det en udvikling som også Danmark kommer til at forholde sig mere til i de kommende år.

Oversigt over protokollerne under fiskeriaftalen mellem EU og Mauretanien

PROTOKOL

Fiskerimuligheder

SAMLET FINANSIELT EU-BIDRAG (€)

HERAF MÅLRETTEDE AKTIONER (€)

Demersalt fiskeri og languster

Fiskeri efter blæksprutter

Pelagisk fiskeri

Tunfiskeri

01.08.2001/ 31.07.2006

22 000 brt

55 fartøjer

15 fartøjer

36 notfartøjer
31 langlinefartøjer med flydeline og stangfiskerfartøjer

430.000.000

20.000.000

01.08.1996/ 31.07.2001

24.000 brt

50 fartøjer *

22 fartøjer

40 notfartøjer
17 langlinefartøjer med flydeline og stangfiskerfartøjer

266.800.000

5.250.000

01.08.1993/ 31.07.1996

23.600 brt

5.250 brt **

 

34 notfartøjer
11 langlinefartøjer med flydeline og stangfiskerfartøjer

26.000.000 +7.259.000**

1.260.000 +400.000**

01.08.1990/ 31.07.1993

26.950 brt

 

9.000 brt

25 notfartøjer
38 langlinefartøjer med flydeline og stangfiskerfartøjer

27.750.000

1.260.000

01.07.1987/ 30.06.1990

29.873 brt

 

5.500 brt

45 langlinefartøjer med flydeline og stangfiskerfartøjer

20.250.000

690.000

Salomon sagen

Det er trist og beklageligt, at Fødevareministeriet og Udenrigsministeriet ikke har kommenteret det væsentlige i denne sag, at Salomon fiskerne, gennem en dansk organisation, nu udtrykker en dyb bekymring over at de har mistet over 90 % af deres fiskeressourcer til EU og andre nationer udefra. De mister deres fisk og de har ikke udsigt til at modtage nogen af de 2,2 mil EUR der skal til Salomon øerne de kommende 3 år. Dertil skriver ministeriet, at der ikke er grund til bekymring, da aftalen er justeret i forhold til ”Palau” aftalens ”videnskabelige rådgivning” som Salomon øerne er omfattende af.  

·        Palau aftalen fra 1992 er en meget tynd kop te i 2004. Hvad lægger ministeriet til grund for, at Palau aftalens videnskabelige og fiskerfaglige del har gyldighed i dag? Hvis den har gyldighed så dækker den jo blot de 4 notfartøjer. Under hvilken aftale, videnskabelige og fiskerfaglige indgår de 10 langline fartøjer som fanger de større tun? Her kan ministeriet medtage Kiribatis aftale fra medio 2003, hvor der også indgår notfartøjer og 12 langline fartøjer til fangsten af de 6-9000 tons tun/år.  

I sit svar til Folketinget skriver Fødevareministeren bl.a. ”Fra dansk side lægger man vægt på grundig kortlægning af de biologiske ressourcer mhp at sikre, at der er tale om et overskud, som EU-fartøjerne kan fiske på”.

For derefter at henvise til Kommissionens pressemeddelelser og den videnskabelige rådgivning som er fastsat i ”Palau-aftalen”. (Hvis ovenstående dækker over niveauet i den danske fiskeriforvaltning, mht. den biologiske og videnskabelige rådgivning, så er det en dækkende forklaring på de alvorlige ressourceproblemer som dansk og europæiske fiskeri står midt i).

EU pengene afleveres til myndigheder, organisationer og magthavere, i Salomon sagen uden forbindelse til de kystfiskere som betaler prisen for EU’s fiskeri i deres farvande. Det er kendt at EU’s midler i disse fiskerisammenhænge, bl.a. bruges af modtagerne til deltagelse i de internationale tun- og andre, ikke mindre festlige lejligheder. De store luksusstyrede internationale tunmøde kan følges på Internettet, bl.a. i Bangkok og det er disse internationale sammenkomster, med det hele og noget mere til, som de europæiske skatteydere betaler gennem deres støtte til EU’s ubæredygtige fiskefartøjer og EU’s støtte i form af opkøb af fiskerettigheder i den 3. verden.

Fisk, priser og fiskeri

18.000 tons tun har en værdi på 16 mil EUR skriver Fødevareministeriet, men den udregning holder ikke i dag.

Verdensmarked priser medio 2004 pr. kg (til dåsetun) ex.

·        Frossen bonnit                                                         1-1,4 $

·        Frossen gulfinnet tun                                           1,4 – 1,8 $

·        Albacore                                                            2,4 – 2,8 $

Langline fanget tun kg (frossen og frisk) ex.

  • Gulfinnet tun og Bigeye tun                                        4 – 7,8 $    

Fødevareministeriets tal svarer til prisen på skipjack (bonnit) til brug for dåsetun. De andre tun som f.eks. den frosne hvide tun koster 3 gange så meget. Og hvis man sælger frisk tun (de større arter) på auktioner rundt om på øerne i Stillehavet, så koster de større tun 4-8 gange så meget.

På EU’s markeder koster frossen tun pt. 7-8 EUR (kvaliteten er ukendt, som forbruger betaler vi ca. 25 EUR). De store tun kan blive rigtig dyre. Denne sommer blev der solgt en tun i England på 250 kg for ca. 35.000 danske kroner.

Det er prisniveauerne og priserne på tun og andre fisk er stigende og derfor kan det nu også betale sig for EU fartøjer, at fiske tun i fjernt liggende områder. Nu skyder der fiskeauktioner op over alt også i de fjerntliggende områder. Det er også blevet helt almindeligt, at fly transportere betydelige mængder af kvalitetsfisk. Der sker meget i det pelagiske fiskeri verden rundt og meget vil helt sikkert ske de kommende 10 år. De langline fangede større tun giver de højeste priser og da EU aftalerne med Salomonøerne og Kiribati indeholder en del langline fartøjer, vil Fødevareministeriets tal være mere korrekte hvis de 18.000 tons tun svarede til en pris på 40-50 mil EUR og så svarer den pris som EU afregner til Salomonøerne ikke til de påståede 13 %, men derimod til under 5 %

Priserne på kvalitets tun kan altså ikke sammenlignes med stribet bonnit, ligesom man ikke kan sammenligne priserne på store torsk og sild i Nordsøen. Mht. priser på fisk skal man altså holde sig for øje, at udviklingen går meget stærkt og at priserne i dag, kan ser meget anderledes ud om 5 år, med mangel på fisk. Derfor er der meget langtfra hold i Fødevareministeriets tal.

·        Kun for forståelsens skyld kan ex. understreges, at var der ex. tale om 18.000 tons torsk i Nordsøen, ville denne mængde torsk i dag have en værdi på 500 mil kroner til fiskerne. (For få år siden var værdien på denne mængde ((18.000 tons)) torsk 3-4 gange lavere. Men pga. af en katastrofal dårlig forvaltning af fiskeriet i bl.a. Nordsøen, er der nu mangel på torsk og priserne er inden for få år nærmest eksploderet).

Og det er jo ikke længere et spørgsmål om det vil ske, men alene hvornår det samme sker i tun bestandene i Stillehavet og ved Afrikas kyster, i de 16 lande som EU har fiskeriaftaler med i dag? Her spiller hele spørgsmålet om den friske tun, dvs. transport og markeder en stor rolle. Og i Stillehavet er der ikke længere tvivl om, at det gigantiske fiskemarked der nu bygges op i Kina, er tiltrækkende for de EU støttede moderne fartøjer. Så når kystfiskerne i syd skal til at nye godt af det nye verdensmarked under globaliseringen, så er der ikke flere fisk. Det er Mr. Jonathan Malai fra Salomonøernes pointe i denne sag.

I svaret til Folketingets Fødevareudvalg opstår der ligeså dybe mørke huller mht. spørgsmålet om hvorledes EU fartøjerne i fjerne farvande, overhovedet kan få udbytte af et fiskeri til priser på konsumfisk på op mod 8 kr./kg. og hvor de selv skal betale 85 øre/kg. til Salomonøerne?

Fiskeriministeriet skriver, at i EU aftalen med Salomonøerne er der valgt en 30 sømil grænse og dette skulle sikre de lokale fiskeres adgang til ressourcerne og deres rettigheder. Dette hensyn kunne give mening i et demersalt trawlfiskeri, men for de pelagiske og vandrende arter er det mindre vigtigt. Efter vores mening kan der være andre gode grunde, end netop hensynet til kystfiskerne, som bestemmer aftalen om de 30 sømil.

Levende Hav mener, at Danmark om noget land i EU, ligesom de øvrige EU lande i øvrigt, er forpligtet på disse EU fiskeriaftaler. Hvis aftalerne ex. afsætter midler til udviklingen af landenes kystfiskerier, så bør EU følge op på disse aftaler, få dokumenteret om kystfiskerne får nytte og gavn af disse aftaler. Indtil videre har vi ikke fundet rapporter som dokumenterer dette. 

Vi kan derfor også opfordre Fødevareministeren til at gøre indflydelse gældende, så der så hurtig som muligt nu bliver oprettet en uafhængig evalueringsenhed, som kan sikre kystfiskerne i den 3. verden, deres legitime rettigheder i forbindelse med EU’s fiskeriaftaler.

Også her stiller Levende Hav sig til rådighed. Vi har den fiskerifaglige og udviklingsmæssige ekspertise der er nødvendig for en evaluering og impact studier af EU’s fiskeriaftaler i forhold til de lokale kystfiskerier.

Ferring Strand den 15/11 2004

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sitemap Miljødebat Enkeltsager Kystfiskeri Havbrug Kontakt os